Balkan Veteranerne af oberst Bjarne Hesselberg

Min beretning starter med Kroatien, for det var det første sted, der blev indsat danske soldater.

Den 25. juni 1991 erklærede Kroatien sig selvstændig.  Allerede den 4. juli 1991 udbrød der kampe mellem krajina-serbere og kroater i Krajina, Vest- og Østslavonien. Da den jugoslaviske forbundshær trak sig ud af Slovenien, kunne den komme serberne i Kroatien  til hjælp. Krajina-serberne fik overtaget i kampene.

I begyndelsen af 1992 lykkedes det FN at få kroaterne og krajina-serberne til at indgå en våbenhvile. Den 21. februar besluttede FN at sende en beskyttelsesstyrke – United Nations Protection Force (UNPROFOR) – til Kroatien. Opgaven for UNPROFOR I var at opretholde våbenhvilen og beskytte krajina-serberne i Krajina og Øst- og Vestslavonien mod kroaterne. Tilsvarende oprettede FN i september 1992 UNPROFOR II i Bosnien-Herzegovina med det formål at beskytte nødhjælpskonvojer. I december 1992 oprettede FN yderligere UNPROFOR III i Makedonien. Styrken fik navnet MACCOMD/UNPROFOR (Macedonia Command/UNPROFOR) og var underlagt hovedkvarteret i Zagreb. Fra 18. februar 1993 fik den danske brigadegeneral Finn Særmark-Thomsen kommandoen over denne styrke, der havde til opgave at forhindre, at der udbrød fjendtligheder i Makedonien.

UNPROFOR I blev opløst den 31. marts 1995, da den kroatiske regering ikke accepterede styrkens fortsatte tilstedeværelse i Kroatien. Sikkerhedsrådet vedtog derfor at omstrukturere UNPROFOR ved at splitte den op i tre styrker, som blev samlet under betegnelsen UNPF (United Nations Peace Force) med hovedkvarter i Zagreb. De tre styrker var: UNCRO (United Nations Confidence Restoration Operation in Croatia), UNPROFOR II i Bosnien-Herzegovina og UNPREDEP (United Nations Preventive Deployment Force) i Makedonien. UNPREDEP var nu en selvstændig mission, og Danmark fik med Brigadegeneral Bent Sohnemann sin første og hidtil eneste ”Forcecommander”.

UNCRO´s opgave i Kroatien var fortsat at sikre våbenhvilen. Styrken skulle samtidig holde øje med troppebevægelser langs Kroatiens grænse til Bosnien-Herzegovina, hvor krige var i fuld gang, og sikre at nødhjælp kunne nå frem til Bosnien-Herzegovina.

FN´s opgave i Kroatien var efterhånden blevet meget vanskelig, for lige siden nederlaget til krajina-serberne i 1991 havde den kroatiske hær rustet op, kraftigt støttet af amerikanske militærrådgivere. Nu var kroaterne fast besluttet på at generobre de serbisk kontrollerede områder og var ligeglade med, at de var under FN-beskyttelse. I maj 1995 indtog den kroatiske hær i løbet af få dage Vestslavonien – en af de serbiske enklaver. Fra den 4. til den 9. august tromlede de kroatiske styrker hen over Krajina. I september og oktober trak UNCRO-styrken sig ud af Kroatien. Den sidste serbiske enklave – Østslavonien – lå ved grænsen til Serbien, og det internationale samfund frygtede en regulær krig mellem Serbien og Kroatien, hvis kroaterne også angreb her. Det lykkedes at få lavet en overgangsaftale overvåget af FN, som gik ud på, at kroaterne overtog dette område i 1998. Den aftale respekterede kroaterne.

Den danske regering og Folketing besluttede i marts 1992, at Danmark skulle sende soldater til Kroatien for at indgå i FN-styrken UNPROFOR. Denne beslutning viste sig at komme til at betyde store ændringer i det danske forsvars opgaveløsningsmodeller og struktur. Danmark havde længe haft FN-soldater på Cypern, hvor det var ret let at forhindre kampe mellem de stridende parter (tyrkere og cyprioter). Da det var første gang, Danmark skulle deltage i en FN-mission på Balkan, var der ingen, som vidste, hvordan FN-soldaterne ville blive modtaget i Kroatien, og om de stridende parter – krajina-serberne og kroaterne ville være samarbejdsvillige. FN havde udpeget tre beskyttelseszoner i Kroatien, de såkaldte ”United Nations Protection Areas”, som skulle demilitariseres, det vil sige, at alle våben i områderne skulle samles i depoter. Beskyttelseszonerne blev opdelt i fire sektorer, og det blev den grundlæggende struktur for FN-styrkerne i Kroatien. Den danske styrke skulle sammen med nigerianere og polakker beskytte Sektor Nord (Sector North/UNPROFOR). Den danske bataljon DANBAT, hold 1, ankom som den første FN-enhed til missionsområdet den 5. april 1992. Den var bevæbnet med lette våben til selvforsvar og bestod af næsten 900 mand opdelt i seks kompagnier (A-Coy, B-Coy, C-Coy, D-Coy, E-Coy og HQ Coy). Samarbejdet mellem polakkerne og nigerianerne var ikke helt gnidningsløst. Dels kom de for sent til området, hvilket betød, at danskerne skulle beskytte et meget stort område i begyndelsen, og dels var deres engelskkundskaber mangelfulde og derfor meget vanskelige at kommunikere med.

DANBAT 1 havde mange praktiske problemer at slås med. På grund af krigen var det danske område som et U-land. Selv almindelige ting som vand og elektricitet kunne det være svært at skaffe. Danskerne forsøgte så vidt muligt at få alle forsyninger bragt fra Danmark, for hverken fra lokalområdet eller fra FN kunne man regne med at få de ting, som man havde brug for.

To af danskernes hovedopgaver i Sektor Nord var at forhindre kampe og få styr på de mange våben, som befandt sig i området. I de første måneder af den danske indsats lykkedes det at få de krajina-serbiske militsstyrker til at deponere mange af deres våben. Med udgangen af 1992 var det lykkedes for FN at stabilisere området, og dagliglivet i de FN-beskyttede zoner var relativt normalt. I januar 1993 var der valg i Kroatien. Måske var det for at øge sine chancer for at blive genvalgt, at Kroatiens præsident, Franjo Tudjman, 22. januar 1993 sendte den kroatiske hær til angreb på byen Zadar. Den lå i Sektor Syd, og Franjo Tudjman tog dermed overhovedet ingen hensyn til de FN-soldater, som beskyttede området. Det var et alvorligt tilbageslag for hele FN-styrken i Kroatien. De krajina-serbiske militsstyrker hentede deres våben i de depoter, hvor FN-soldaterne havde indsamlet dem. Den 9. marts 1993 angreb kroaterne over floden Sava ind i området Blinski Kut i den danske bataljons område, hvilket yderligere forværrede situationen. FN-mandatet i Kroatien udløb med udgangen af marts 1993. Mandatet havde hidtil været baseret på FN-Charter , kapitel 6, som omhandler fredsbevarende operationer, og som kun giver FN-styrkerne mulighed for at anvende magt i rent selvforsvar. Den 25. marts, da jeg overtog kommandoen over Sektor Nord, var den generelle sikkerhedstilstand i hele Kroatien på samme niveau, som da FN-rykkede ind i april 1992, og det blev klart for Sikkerhedsrådet, at kun et nyt og meget stærkere mandat kunne rette op på situationen. Den 1. april 1993 blev mandatet forlænget i 6 måneder og var nu under FN-Charter, kapitel 7, der gav mulighed for at opretholde mandatet og gennemføre opgaven under anvendelse af magt. Sikkerhedsrådet anmodede samtidig de troppebidragende lande om at justere deres styrkebidrag, således at de kunne leve op til de nye skrappere ”Rules of Engagement”.  Sektor Nord bestod af tropper fra Danmark, Polen og Nigeria. Danmark og Polen besluttede at opgradere deres styrker, mens Nigeria besluttede at trække deres bataljon ud af UNPROFOR. Den Nigerianske bataljon blev erstattet først med dele af en Panserinfanteribataljon fra Argentina, siden af en fransk Panserinfanteribataljon. Den danske og den polske bataljon blev opgraderet med mere panser, 81 mm morterer og panserværn. Den franske bataljon i Bihac blev opgraderet med 10 stk. lette kampvogne og luftværnsmisiler. Da april måned var gået, var Sektor Nords enheder ændret fra letbevæbnede infanterienheder til en pansret og mobil brigade med ca. 4.500 soldater (incl. den franske bataljon i Bihac). Det nye mandat samt de nye slagkraftige enheder gjorde det nu muligt at få kontrol over sektoren og genskabe de rimeligt fredelige tilstande.

I løbet af august havde UNPROFOR iværksat en omfordeling af enhederne, således at de slagkraftige enheder blev placeret i de kritiske områder, hvor der kunne opstå behov for, at FN skulle anvende magt. Blandt andet blev den canadiske bataljon overført fra Sektor Vest til Sektor Syd som erstatning for en fransk bataljon, der var blevet overført til Sektor Nord.
De relativt fredelige tilstande varede indtil september, hvor kroaterne iværksatte et meget blodigt og bestialsk angreb i Sektor Syd, i det der er blevet kendt som ”Medak Operationen”. For at dække over angrebet iværksatte kroaterne ligeledes angreb langs hele konfrontationslinien i Sektor Nord. Det lykkedes kroaterne at skyde 21 af sektorens observationsposter og check-points i stykker med anvendelse af artilleri og kampvogne. FN-enhedernes kampstillinger og dækningsanlæg var heldigvis solide nok til at forebygge, at nogen FN-soldater blev sårede eller dræbt. Den danske bataljon fik også sin del af granaterne. Serbernes modsvar på kroaternes angreb var et ugelangt bombardement af byerne Karlovac og Sisak med artilleri (5-6.000 granater i døgnet) samt beskydning af Zagreb med missiler. For at få standset kamphandlingerne var det nu nødvendigt med en håndfast FN indsats, og det nye mandat blev nu anvendt med beslutsomhed for første gang. Den canadiske bataljon fik ordre til at tvinge de kroatisk enheder ud fra Medak-lommen efter, at kroaterne havde indtaget tre serbiske landsbyer og foranstaltet en massakre på indbyggerne. Den canadiske bataljon skulle forstærkes med to kompagnier fra Sektor Nord. Den danske bataljon blev meget naturligt varslet om, at den skulle afgive ét kompagni til opgaven. Efter konsultationer med Hærens Operative Kommando meddelte den danske bataljon, at den ikke kunne deltage i operationen med den officielle forklaring, at Medak lå uden for det danske operationsområde. Den reelle grund var, at man anså operationen for at være for risikabel, og at de danske enheder hverken var udrustet eller uddannet til at deltage i angrebsoperationer i kompagni og bataljonsramme. Enden på det hele blev, at canadierne i stedet blev forstærket med franske og polske enheder. Den danske bataljon blev anvendt til at afløse franskmændene og polakkerne inden for Sektor Nord. Den forstærkede canadiske bataljon gennemførte et meget flot angreb, som blæste kroaterne ud af Sektor Syd. Hovedparten af de kroatiske officerer, som førte enhederne i Medak-lommen, er nu stillet for den internationale krigsforbryderdomstol i Haag.

Sidst i september var der skabt fredelige tilstande igen, og FN havde nu markeret sig så kraftigt, at det lykkedes at bringe parterne til forhandlingsbordet og i december 1993 at få etableret en våbenstilstand, der varede til august 1995.
Kampene i april og september 1993 demonstrerede meget klart, at der var behov for at nytænke organisationen af de danske enheder, der skulle udsendes til deltagelse i fredsstøttende missioner af den art, der forekom på Balkan. Den danske deltagelse i UNPROFOR udviklede sig i perioden fra en FN-Charter kapitel 6 til en FN Charter kapitel 7 operation. De indsatte fredsbevarende styrker skiftede karakter fra traditionelle letbevæbnede FN-enheder til egentlige kampenheder med tungt materiel, ligesom enhederne nu blev anvendt i egentlige kamphandlinger. Blandt andet denne udvikling bevirkede, at man i Danmark fandt det nødvendigt at oprette Den Danske Internationale Brigade. Loven herom blev vedtaget i december 1993, og brigaden var operativ den 1. juli 1994.

En anden konsekvens af operationerne på Balkan var, at der blev behov for at skabe en robust logistisk støtteorganisation. Den daværende FN-Afdeling havde uden problemer kunnet støtte FN-missionerne på Cypern og lignende traditionelle FN-missioner. FN-Afdelingen havde ikke ressourcer til at støtte operationerne på Balkan, hvorfor dens aktiviteter samt de nye udvidede opgaver blev tildelt Danske Livregiment i Vordingborg fra den 1. oktober 1994

I 1995 var danske soldater indsat i tre forskellige FN-missionsområder i det tidligere Jugoslavien. I Kroatien indgik en bataljon i Sector North/UNCRO. I Bosnien opstillede Danmark stabskompagniet til UNPROFOR hovedkvarteret i Sarajevo samt dele af stabskompagniet og en kampvognseskadron til NORBAT2 i Tuzla (NORDBAT II blev opstillet af Danmark, Norge og Sverige). I Den tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien (FYROM) indgik danske enheder i NORBAT I i UNPREDEP (NORDBAT I blev opstillet af Danmark, Finland, Norge og Sverige)

I august og september 95 iværksatte den kroatiske hær en række operationer, hvis slutresultat blev, at FNs tilstedeværelse i Kroatien ophørte. DANBAT7 og DANBAT8 havde en særdeles vanskelig tid, som medførte tab med såvel dræbte som sårede. Det danske engagement i UNCRO ophørte medio oktober 95, hvor DANBAT8 blev trukket hjem til Danmark.
I FYROM havde FN en succeshistorie, idet UNPREDEP fortsat var i stand til at bevare landets stabilitet. Missionen her forløb fortsat uden væsentlige problemer.

I Bosnien derimod var situationen ved at løbe helt løbsk. Fra medio 1995 havde NATO iværksat bombning af serbiske stillinger for at understøtte UNPROFOR virke. Imidlertid var det mandat FN-styrkerne arbejdede på så svagt, at det ikke var muligt at skabe fredeligere tilstande. I løbet af efteråret lykkedes det, efter kraftigt amerikansk pres, at samle regeringscheferne fra de stridende parter til et møde i Dayton i USA. Resultatet af møderne blev, at NATO fra 1. januar 1996 skulle overtage ansvaret for at skabe fred og sikkerhed i Bosnien. Daytonaftalen resulterede i opstillingen af NATO Implementation Force (IFOR). Danmark tilsluttede sig aftalen og forpligtede sig til at stille styrker til rådighed for operationen.

Bosnien blev opdelt i tre sektorer, og der opstilledes en multinational division i hvert område. De danske enheder skulle indgå i den amerikansk ledede Multinational Division North (MND N). MND N gik også under navnet ”Task Force Eagle”.
Task Force Eagle bestod af to US Brigader med tilhørende helikoptere, ingeniørtropper, artilleri og logistik, samt en russisk brigade , en tyrkisk brigade og the Nordic Polish Brigade (NORDPOLBDE).

NORDPOLBDE var en nyskabelse, som hovedsageligt blev skabt på initiativ af forsvarsminister Hans Hækkerup. Brigaden bestod af Stab (multinational), Brigadestabskompagni (dansk/polsk), en dansk Panserinfanteribataljon, en polsk Faldskærmsbataljon, en svensk Panserinfanteribataljon, en finsk Ingeniørbataljon, en norsk Logistikbataljon, et norsk Felthospital og endelig et multinationalt militærpolitidetachement. Brigaden blev placeret i området om Doboj. De Nationale Støtteelementer (NSE) for hele brigaden blev placeret i byen Pécs i Ungarn. Den samlede brigade var på små 5.000 mand. Historien gentager sig. I 1956 for 50 år siden deltog Danmark i United Nations Emergency Force (UNEF), FN´s første fredsbevarende operation. For 50 år siden blev de danske enheder udsendt i rammerne af en fælles nordisk enhed. Da NATO i 1996 for 10 år siden iværksatte sin første landmilitære fredsstøttende operation, indgik de danske enheder atter i en fælles nordisk enhed.

Den danske indsats i IFOR blev iværksat med meget kort varsel. DANBAT8/UNCRO under kommando af oberst Jørn Jensen var som nævnt blevet frigjort fra FN-opgaven i Kroatien og fik nu som ny opgave at formere den første danske IFOR bataljon sammen med kampvognseskadronen fra NORBAT2 i Tuzla.

Straks efter hjemkomsten til Danmark medio oktober iværksatte DANBAT8/UNCRO  forberedelserne til udsendelsen til Bosnien. Der skulle foretages et par organisatoriske ændringer, og udrustning mv. skulle justeres til NATO-opgaven. Bataljonen blev siden hen betegnet som DANBAT hold 0/IFOR. Sideløbende med dette klargjordes brigadestab og brigadestabskompagni til NORDPOLBDE, ligesom klargøring af DANBAT hold1/IFOR under kommando af chefen for 1. Bataljon/Danske Livregiment oberst  Jens E. Frandsen tog fart. NORDPOLBDE´s første chef blev Brigadegeneral Finn Særmark Thomsen. Kærnen i NORDPOLBDE var Den Danske Internationale Brigade. Chef, stab, brigadestabskompagni, én panserinfanteribataljon samt en lang række elementer fra brigadens øvrige enheder deltog.

NORDPOLBDE´s indrykning i Bosnien blev indledt med en forberedende rekognoscering for cheferne medio december 1995, mens deployeringen af de danske enheder startede den 2. januar 1996 med DANBAT 0/IFOR og Brigadestabskompagniet. DANBAT 0 blev afløst af DANBAT 1  med udgangen af januar 1996.

Den danske overgang fra deltagelse i FN-operationerne i Kroatien og Bosnien til NATO operationen i Bosnien var en kraftpræstation, der i perioden november 1995 – februar 1996 involverede mere end 2.000 soldater direkte. Det var en operation, der aftvang respekt hos alle involverede og ikke mindst hos de stridende parter i Bosnien. Skiftet fra FN-styrker med et svagt mandat til NATO-styrker med et stærkt mandat var meget overbevisende. Den fred og sikkerhed, som FN´s indsats i Bosnien-Herzegovina gennem godt 3 år ikke kunne frembringe, blev skabt af NATO-styrkerne stort set ”over night”.


Kilde: Bjarne Hesselberg
Årstal: 1993