Om unprofor.dk, ophavsret, neutralitet og historien bag websitet

Denne hjemmeside er nu i sin femte overordnede version, efter at have skiftet mellem forskellige identiteter siden den første version blev oprettet i 1998.

Den første version var en side omkring min egen udstationering i ex-Jugoslavien. Kort efter besluttede jeg at lave et forsøg med at konvertere dén version til også at indeholde et community - altså et samlingssted - for andre veteraner fra UNPROFOR udstationeringer. Dette community har kørt i længst tid, men er aldrig rigtig blevet den store success. Jeg får dog mange henvendelser fra folk, der kan lide siden, men jeg har aldrig rigtig følt den har tjent sit formål.

I 2005 besluttede jeg - efter opfordring - at ændre hjemmesiden til en kilde til informationer omkring UNPROFOR. Dette var et større arbejde, og da jeg langt fra havde tiden til det, var jeg betænkelig ved, om projektet nogensinde kunne blive færdigt.

I 2007 satte jeg nyt layout på og begyndte arbejdet med at reorganisere siden og åbne nye muligheder for, at der kunne oprettes redaktører, der kunne indlægge deres egne billeder og historier. En del af dette er imidlertid droppet, da jeg har svært ved at tildele den tid, der skal til.

I 2017 blev hjemmesiden omprogrammeret for at kunne vises på tablets og telefoner.

Hvis du er veteran fra UNPROFOR, vil din hjælp være velkommen. Hvad jeg mest af alt mangler af materiale, er de gode beretninger fra den enkeltes udstationering. Hvor boede man, hvor arbejdede man, hvad bestod det i, hvad oplevede man og så videre. Gerne så meget som muligt, der kan have interesse for andre. Ligeledes billeder er en stor mangelvare. Jeg har selv en del, men de er overvejende af ringe kvalitet, så jeg skulle gerne bruge mange flere. Dertil andre effekter som oversigtskort, souvenirs og andet, som er muligt at fremvise på en hjemmeside.

Min egen baggrund og tilgang til UNPROFOR er min udstationering fra februar 1993 til februar 1994 i henholdsvis Dvor og Topusko. Da jeg tog afsted havde jeg netop afsluttet 11 måneders værnepligt på Skive Kaserne og besluttede at tage et halvt år eller mere i ex-Jugoslavien i de fredsbevarende styrker. Jeg var på det tidspunkt 22 år og havde ikke bedre at foretage mig.

De første par måneder var jeg på kommandokontoret i Dvor. Herefter blev jeg sendt til logistik-kontoret i sektor-hovedkvarteret i Topusko og efter kort tid der, hvilket var en enorm omvæltning i forhold til det indelukkede, støvede og kedsommelige miljø i Dvor, var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle have et halvt år mere samme sted.

Med venlig hilsen

Karsten F. Gryet

Kilde: https://www.unprofor.dk/om/