Om min udstationering som FN soldat i Krajina

Jeg var udstationeret på de såkaldte Hold 3 og Hold 4. Det var i perioden 7 februar 1993 til 3 februar 1994. Egentlig skulle jeg have haft hold 5 med, men i sidste øjeblik blev det besluttet, at personel ikke måtte tage 3 ture i træk. Derfor blev jeg sendt hjem til Skive kaserne, hvor jeg skulle arbejde et halvt år på kontor. Derefter var planen, at jeg skulle udstationeres på hold 6.

Efter det halve år i Skive, kom jeg dog aldrig afsted igen. Der var ellers tilbud nok at vælge imellem, men jeg havde netop mødt min nuværende hustru, og derfor valgte jeg at blive hjemme og gå ud af Forsvaret.

Min udstationering - Dvor

De første 3 måneder var jeg placeret som kontorhjælper på kommandokontoret i Dvor-lejren Camp Dannevirke. Kontoret lå sammen med andre kontorer i en gymnastiksal, hvor der var opsat skillevægge af flamingo. Der var en lidt småkedeligt stilling og generelt fandt jeg nok det hele værende lidt småkedeligt.

Det var helt ufatteligt så meget støv der konstant var i gymnastiksalen. Med flere hundrede mennesker der dagligt kom ind og ud, slæbte de alle støv fra jorden udenfor med ind. Som ryger kan man godt have "et tømt askebæger i munden" nogle morgener, men dette var næsten værre. Når man kom ind i salen om morgenen, rev den støvfyldte luft straks i lungerne. Det var ikke så rart at sidde en arbejdsdag i den luft. Man vænnede sig da til det, men alligevel. Arbejdstilsynet ville med garanti have lukket kontoret prompte.

Der var ikke så meget at lave i lejren - hverken i arbejdstiden eller fritiden. Arbejdstiden gik mest med at drikke kaffe og nusse rundt med et eller andet. Eventuelt tog man over i et træningsrum og trænede lidt eller man fyldte nogle sandsække til det observationstårn, der skulle bygges på toppen af gymnastiksalen. Et par gange om ugen fungerede jeg som kører, når nogen eller noget skulle frem og tilbage mellem Dvor og en af de andre lejre. Det var rart at komme udenfor lejren og se noget af omgivelserne.

I lejren boede vi 3 mand i en lille og skummel prefab - en præfabrikeret beboelsescontainer. Dér skulle være plads til 3 senge, 3 skabe og alt ens udstyr. Pladsen var meget trang. Vi havde udover det nævnte også et skrivebord og et par reoler i vores prefab, så man skulle altid møve rundt med alt. Og os 3 der delte prefab skulle møde på forskellige tidspunkter, hvilket gjorde, at man følte der altid var en der var ved at stå op eller gå i seng.

Der var i den ene ende af beboelsesområdet opstillet en række toilet- og bade containere. Om morgenen var der et vældigt rend af folk i underbukser, der prøvede at finde en container med et ledigt bad eller toilet.

I lejren havde jeg radiovagt omkring 3 gange om ugen i en 8 timers vagt. Det bestod i at sidde ved radioudstyret og lytte efter hvad der skete rundt omkring, besvare opkald og sådan nogle ting. Og så skulle man tjekke status-meldinger (og selv afgive) hver hele time. Dét var kedeligt - men det var da også der jeg fik skrevet en hel del breve.

Fritiden havde man ikke vildt meget at bruge til. Man kunne gå i messen og drikke bajere eller sidde og se TV. De fleste valgte bajerne. Det var sjældent man kom uden for lejren. I kraft af at jeg var på kommandokontoret, var jeg ude og køre vel et par gange om ugen i snit - mest til Kostajnica, hovedkvarteret for den danske lejre, der lå omkring 10 kilometer væk. Dog var der mulighed for i perioder at løbetræne eller cykle ture uden for lejren, hvis man var nogle stykker. Vi gik også engang imellem patrulje fra Camp Dannevirke op til signalhøjen. Undervejs passerede vi en serbisk post, hvor det krævede en tår slivovitz (hjemmelavet brændevin) for at passere.

Jeg kendte egentlig ikke så mange i Dvor-lejren. Til gengæld havde jeg en god ven i kostajnica. Vi fik da besøgt hinanden engang imellem, men ikke så tit. Det var i øvrigt ham, der mens jeg var afsted på hold 4, hvor han var hjemme, fortalte en pige mangt og meget om mig. Hende er jeg i dag gift med.

I begyndelsen af maj tog jeg hjem på "leave" (ferie) i en lille uges tid. Imens jeg var hjemme, kom der en forespørgsel fra sektor-hovedkvarteret i Topusko på 3 mand, der skulle arbejde deroppe. Der var ingen der frivilligt ville melde sig, for Topusko havde ry for at være et kedeligt sted kun befolket af officerer. Derfor blev det besluttet, at jeg skulle derop, da vi egentlig var en mand for meget på kommandokontoret, og jeg var den senest ankomne. Det fandt jeg dog først ud af, da jeg kom tilbage fra ferie.

Min udstationering - Topusko

I Topusko var der kun 19 danskere, heraf 5 i militærpolitiet. Bortset fra MP´erne var der et par overkonstabler, et par sergenter, en kaptajn og så ellers majorer og oberster for resten af pengene, afsluttende med Brigadegeneral Hesselberg. Det lød alligevel lidt tungt, når man havde vænnet sig til soldater jargon mellem folk af samme rang.

Da jeg ankom så jeg til min store overraskelse, at indkvarteringen skulle ske på et hotel i byen. Jeg skulle dele et dobbeltværelse med en anden konstabel på hotellet. Værelserne var store med masser af skabsplads til udstyret og et stort badeværelse, en altan og gulvvarme over det hele. Yderligere blev der gjort rent på værelserne hver morgen af nogle rengøringskoner. Det kunne man bestemt ikke klage over.

Spisning fandt også sted på hotellet, hvor FN havde reserveret en restaurant. I starten var den styret af den polske afdeling med hjælp fra lokalt ansatte. I efteråret 1993 blev der ansat en kok fra New Zealand. Maden var - for det meste - fremragende med et stort udvalg og en stor salatbar. Det var hovedsageligt mad leveret fra Danish Camp Supply i Danmark. I slutningen af 1993 blev det dog uheldigvis skiftet til franske forsyninger, hvilket var væsentligt dårligere.

Min arbejdsplads lå en lille kilometer væk i en skole, der var indrettet som kontorer. Mit kontor var et tidligere klasseværelse. Jeg arbejdede i Logistik-afdelingen som befalingsmand på kontoret. I den forbindelse blev alle konstabler udnævnt til korporaler, der ellers ikke en en rang der bruges mere.

Vi var kun 3 på kontoret til at begynde med. En dansk major Bendixen, en polsk major (som jeg troede var konstabel og derfor ofte satte i sving med diverse opgaver, indtil jeg fandt ud af hans egentlige rang) og så mig selv. Der var masser af plads, eget skrivebord og rig mulighed for selv at tilrettelægge ens arbejdsdag.

Den første uges tid i Topusko brugte jeg til at få styr på lageret, ryddet op og katalogiseret det hele. Derefter var det mest behageligt nusseri. Omkring en gang i ugen bestilte jeg artikler (mest kontorartikler) fra hovedlageret i Zagreb og hentede det derefter selv. Man kunne næsten altid få fat i en bil til det formål. Vi havde en del forskellige køretøjer, bl.a. Golf, Toyota Hiace minibusser og Nissan Pathfinder med automatgear - helt klart min foretrukne. Senere fik vi nogle Nissan Pickup og en del Cherokee Jeeps.

I kraft af mit arbejde var jeg en hel del ude at køre. Enten for at hente varer i Zagreb eller for at tage til møde eller lignende derinde. Engang imellem også bare for at køre en major derind. I Zagreb brugte jeg en del tid med at gå rundt og kigge på byen eller Camp Pleso og spise pizza. Det var også ofte der skulle køres en tur rundt til de danske lejre. Så i Topusko blev der kørt en hel del kilometer.

Vi tog også tit ud til kysten, enten til Rijeka eller til ferieøen Krk. Det var vel i sommerperioden hver anden weekend vi tog den tur, enten bare et par stykker eller en hel busfuld, alt efter hvem der ville med. Vi havde da også Generalen med et par gange. Det var enormt hyggeligt og meget afstressende i forhold til at være i indsatsområdet og savne det derhjemme.

I efteråret foreslog min nye chef - som jeg fik om sommeren, en dansk major Verwohlt - at vi skulle bygge en bar til FN personel, da det ligesom manglede. Det brugte vi så en hel del tid på efterfølgende og det blev en udmærket success. I starten drev vi den selv, men til sidst blev nogle lokale hyret til at drive den.

Sent om efteråret kom så franskmændene og skulle overtage en del arbejde i hovedkvarteret. Det var en nedtur, da maden ikke længere blev leveret fra Danmark, men Frankrig. Jeg kom ikke så heldigt ud af det med en fransk oberst, der blev øverste chef på vores kontor. Men jeg kompenserede ved ikke så ofte at være på kontoret og kørte i stedet til Zagreb, hvor den danske major tit gav nogle gode alibier. Han var selv mere i Zagreb end han var på kontoret.

I februar 1994 blev jeg så modvilligt sendt hjem, men med henblik på at komme tilbage i sommeren 1994 på hold 6. Det blev dog aldrig til noget, da jeg i mellemtiden mødte Inger.


Kilde: Karsten Gryet
Årstal: 1993

Kilde: https://www.unprofor.dk/artikler/min-udstationering/