Balkan Veteranerne af oberst Bjarne Hesselberg

I begyndelsen af 1996 ser vi et Balkan med relativt ro. Kroatien skaffede sig fred ved at fordrive serberne i Krajina, og NATO skaffede fredelige tilstande i Bosnien-Herzegovina, og UNPREDEP virkede stabiliserende i Makedonien. Behovet for international støtte til opretholdelse af fredelige tilstande i regionen dukkede imidlertid op igen et helt nyt sted. I Europas fattigste land Albanien blussede urolighederne op. Befolkningen var så utilfreds med regeringens manglende evner til at skaffe rimelige levevilkår og demokratiske tilstande, at situationen i 1997 truede med at udvikle sig til borgerkrig. Den albanske regering bad FN´s Sikkerhedsråd om hjælp, hvilket bevirkede, at Albanien med danske soldaters hjælp undgik at tilføje endnu et sørgeligt kapitel til historien om det borgerkrigshærgede Balkan. Den 2. maj 1997 vedtog folketinget et forslag om dansk deltagelse i en OSCE-operation kaldet ”ALBA”. De danske soldater skulle indgå i en multinational sikringsstyrke kaldet AFMP (Albanian Force Multinationale Protectione) under italiensk ledelse. De 59 danske soldater rejste allerede den 3. maj til Dürres i Albanien, hvor de indgik i en fransk bataljon.. Omkring 6.500 soldater fra henholdsvis Italien, Frankrig, Grækenland, Rumænien,Spanien, Tyrkiet, Østrig og Danmark indgik i styrken, der forhindrede, at krisen udviklede sig til en borgerkrig.

Med denne indsættelse har Danmark nu indsat enheder i fredsstøttende operationer på Balkan i rammerne af tre store internationale organisationer FN, NATO og OSCE, ligesom der er indsat danske observatører i rammerne af EU (ECMM).

Balkan er historisk set en krudttønde, hvilket atter blev bevist, da Kosovo eksploderede.
Da Jugoslavien begyndte at gå i oplysning i 1991, boede der ca. to mio. albanere og ca. 300.000 serbere i Kosovo. Derudover var der mindre grupper af sigøjnere, bosniske muslimer, tyrkere og kroater.

Serberne var bange for, at kosovo-albanerne ville løsrive Kosovo fra Restjugoslavien og muligvis på længere sigt bringe det sammen med Albanien. Derfor for serberne ualmindeligt hårdt frem og gennemførte i praksis et apartheid-system, hvor alle ledende poster blev beklædt med serbere. I 1991 svarede albanerne igen ved at udråbe Kosovo til en selvstændig republik med deres egen præsident. Spændingerne mellem serberne og albanerne skærpedes, og i 1997 revnede ballonen. Unge kosovo-albanske oprørere sluttede sig til Den Albanske Befrielsesfront (UCK). Situationen i Kosovo udviklede sig dramatisk, da den kosovo-albanske afdeling af UCK foretog angreb på jugoslaviske sikkerhedsstyrker. De snigmyrdede desuden serbiske administratorer og kosovo-albanske samarbejdspartnere, som blev kaldt ”forrædere”. UCK kæmpede for uafhængighed, men mødte voldsom modstand, da den serbiske forbundshær greb ind med betydelige styrker for at genvinde kontrollen med området. Store dele af Kosovos albanske civilbefolkning blev drevet på flugt, og en tilbagevenden blev forhindret gennem serbernes terror og ødelæggelse af kosovo-albanernes ejendele og huse. I september 1998 var 300.000 kosovo-albanere på flugt, FN´s Sikkerhedsråd forsøgte at gå i dialog med styret i Beograd og få det til at ophøre med kamphandlingerne. FN´s Sikkerhedsråd kunne imidlertid ikke få den serbiske regering og præsident Slobodan Milosevic til at efterleve kravene. Både Rusland og Kina nedlagde veto mod at gribe ind med magt, fordi man ikke ville blande sig i Restjugoslaviens ”indre anliggender”. Dette kunne NATO imidlertid ikke acceptere og opbyggede derfor i januar måned 1999 en flystyrke i området for at demonstrere sin beslutsomhed. Det sikrede i første omgang våbenhvile og en aftale om, at ubevæbnede observatører fra OSCE kunne få lov at overvåge, at de mange flygtninge kunne vende hjem. Desuden placerede NATO en mindre militær styrke i Makedonien. Kort tid efter blev der også placeret en styrke i Albanien, kaldet AFOR, for at tage sig af alle flygtningene. Foranstaltningerne hjalp imidlertid ikke. Den Jugoslaviske forbundshær fortsatte med overgrebene mod civilbefolkningen, og flygtningetallet nåede efterhånden op på 800.000. Da alle diplomatiske muligheder efterhånden var afprøvet, gjorde NATO nu alvor af truslerne om at bombe Serbien. Den 24. marts 1999 begyndte NATO luftoffensiven, der varede i 78 døgn, inden Slobodan Milosevic overgav sig og indledte forhandlinger. Den 3. juni 1999 accepterede Slobodan Milosevic og det serbiske parlament endelig det ni-punkts-program for en løsning på Kosovo-krisen, som NATO, Rusland og de internationale mæglere havde udarbejdet. NATO indstillede sin bombekampagne, og der blev indsat en international styrke kaldet KFOR i Kosovo. I en overgangsperiode, som ikke er afsluttet i skrivende stund, skulle FN´s Sikkerhedsråd desuden have ansvaret for at opbygge en ny administartion i Kosovo. Den blev kaldt United Nations Interim Administration Mission in Kosovo (UNMIK).
Danmark stillede styrker til rådighed under hele konflikten.

Det første problem var at få taget hånd om de store flygtningestrømme fra Kosovo til de omliggende lande. Den 13. april 1999 vedtog folketinget, at danske militære styrker skulle stilles til rådighed for AFOR i Albanien. Styrken skulle primært have til opgave at sikre en hurtig og tryg levering af humanitær hjælp til flygtningene fra Kosovo. Den første danske enhed var en let opklaringseskadron fra Bornholm på 70 mand. Den fik betegnelsen DANCON/AFOR og var under NATO kommando. Ud over støtte til etablering af flygtningelejre skulle danskerne eskortere nødhjælp og senere kosovo-albanske flygtninge hjem til Kosovo. Efter succesfuld løsning af opgaven blev styrken hjemtaget i august 1999.

Allerede i oktober 1998 havde folketinget vedtaget, at Danmark kunne stille fire F-16 fly til rådighed ved en mulig luftkampagne mod Restjugoslavien. Da missionen så skulle gennemføres, gav Danmark den 21. april 1999 yderligere tilsagn om fire F-16 fly samt et i reserve. I alt ni F-16 fly kom i aktion fra Grazzanise-flybasen i Italien. NATO´s flyoperation fik navnet ”Allied Force”. Da bombekampagnen var afsluttet, måtte NATO i gang med en større ammunitionsrydning, som havde deltagelse af danske Minerydningsskibe i det, NATO betegnede som ”Operation Allied Harvest”.

Det danske forsvars helt store udfordring kom imidlertid, da regering og folketing besluttede at stille en dansk panserinfanteribataljon til rådighed for KFOR. KFORs samlede styrke var på 50.000 mand, og Kosovo blev delt op i fem sektorer under ledelse af henholdsvis Storbritannien, USA, Frankrig, Tyskland og Italien. Det danske bidrag var på ca. 875 mand, sammensat af enheder fra Den Danske Internationale Brigade. De blev udstationeret i den franske sektor, beliggende i den nordlige del af Kosovo, under navnet DANCON/KFOR.

Jeg var i 1999 chef for Danske Livregiment, der i forvejen var ansvarlig for den logistiske støtte til alle udsendte danske enheder. Vi havde i juni 1999 ansvaret for støtte til ca. 1.300 mand fordelt på SFOR i Bosnien, AFOR i Albanien og en lang række mindre observatør missioner.

Den 6. juni 1999 bestemte regeringen, at det danske KFOR bidrag skulle opstilles ved at aktivere dele af Den Danske Internationale Brigade. Bidraget skulle udgøre en Panserinfanteribataljon med tilhørende logistiske støtteelementer. Det blev ligeledes besluttet, at det var 1. Bataljon/Danske Livregiment, der skulle aktiveres og udsendes. Det faldt således i Danske Livregiments lod dels at opstille den enhed, der skulle udsendes, dels at opbygge hele det logistiske støtteapparat, der skulle til for at udsende og forsyne en krigsstærk enhed langt fra Danmark, samt i koordination med Hærens Operative Kommando at gennemføre deployeringen af bataljonen til Kosovo. Det var en meget interessant opgave, som blandt andet indebar den første mobilisering af danske soldater siden opstillingen af sikringsstyrken under 1. Verdenskrig. Ved hærens forenede kræfter lykkedes det at klargøre DANCON/KFOR inden for de givne tidsrammer og deployere den til Kosovo, hvor den var operationsklar i begyndelsen af august. Jeg var selv med forkommandoet, da det ankom til indsatsområdet ved byen Mitrovica. Ved ankomsten konstaterede vi, at der manglede en tolk, som kunne bruges under forhandlingerne med den serbiske befolkningsdel. Hvad gør man så? I min tid som Sector Commander i UNPROFOR havde jeg en meget dygtig serbisk tolk, som nu boede i Beograd. Selv i en krigssituation, hvor NATO havde bombet Beograd, hvor NATO havde erobret og besat Kosovo, og hvor der formelt var krigstilstand mellem NATO og Serbien, kunne jeg med min mobiltelefon ringe fra Mitrovica til tolken i Beograd og tilbyde jobbet som tolk ved DANBAT. Svaret var ja, og tolken tog den ordinære rutebil fra Beograd til DANBAT´s ansvarsområde og virkede som tolk i et par måneder.

Den danske indsats i et område, hvor alle lokale myndigheder var forsvundet, inkl. politi og retsvæsen, medførte nye opgaver. DANBAT skulle nu også deltage i opretholdelse af lov og orden samt sørge for at lokale demonstrationstog ikke udartede til nye blodige konflikter. Siden Gardehusarer huggede ind på en demonstration i Fælledparken sidst i 1800-tallet, har der været forbud mod at lade soldater deltage i aktioner vendt mod civilbefolkningen. Det er politiets opgave. Opgaverne i Kosovo medførte imidlertid et behov for at uddanne militære enheder i ”riot control” og give dem tilladelse til at anvende politiknipler og tåregas i deres opgaveløsning. Folketinget ændrede i efteråret 1999 den danske lovgivning, så soldaterne fik de nødvendige tilladelser.

Det lykkedes for Danske Livregiment at løse opgaverne i relation til klargøring og udsendelse af DANBAT/KFOR, men hele processen viste, at den eksisterende struktur var for svag og ikke robust nok til at støtte en egentlig krigsindsats i så fjern en lokalitet som Kosovo. Dette førte til en ny ændring af hærens struktur. Det Danske Internationale Logistik Center blev etableret i 2001 med en organisation og struktur, der er solid nok til at løfte fremtidens krav til logistisk støtte.

Den danske indsats på Balkan har også klart vist, at en indsats af militære enheder ikke er tilstrækkeligt til at stabilisere et konfliktområde og bringe de lokale samfund til at fungere igen til gavn og glæde for den lokale befolkning.

I alle missionerne på Balkan er der ydet en stor og uvurderlig indsat af ubevæbnede observatører fra mange forskellige organisationer. Danmark har deltaget i FN-observatørmissionerne med UN Military Observers, med observatører i rammerne af OSCE og sidst men ikke mindst i rammerne af EU (ECMM). Observatørerne yder en uvurderlig indsat ved at dokumentere hændelser og skabe et rimeligt sandt billede af, hvad der egentlig foregår i missionsområderne. De militære enheder bor i lejre, mens observatørerne bor ude blandt befolkningerne og derfor har et godt billede af, hvad der rører sig.
Det danske politi har gennem hele indsatsen på Balkan leveret et uvurderligt bidrag til fredeliggørelsen af området. Politiet arbejder i rammerne af UNCIVPOL og har primært til opgave at uddanne og kontrollere det lokale politi, således at man kan sikre sig, at befolkningen behandles fair, samt at forbrydelser efterforskes, og at forbryderne bringes for retten. I Kosovo er opgaven udvidet til også at omfatte egentligt politiarbejde, idet det lokale politi først skal bygges op. Dansk politi er respekteret overalt for deres effektivitet og ubestikkelighed, og mange missioner har haft danske chefer.

Borgerkrigen på Balkan har i lange perioder efterladt befolkningerne uden de mest nødvendig forsyninger til opretholdelsen af livet. Beredskabskorpset har helt fra konfliktens start stillet med materiel og personel til transport af humanitær hjælp overalt på Balkan. Der står stor respekt om den indsats, Beredskabskorpset personel har ydet ofte under helt fortvivlende forhold.

Indsatsen på Balkan har også lært os, at en vigtig forudsætning for at skabe fredelige tilstande i et område er, at befolkningens daglige behov for mad, vand, sanitet, el og varme kan dækkes. Da den danske indsat på Balkan startede i april 1992, var der meget lidt fokus på dette område, som man betragtede som værende en opgave for diverse humanitære organisationer. Efterhånden som missionerne blev hårdere og farligere, har behovet for en solid militær indsat til støtte for lokalbefolkningen været voksende. Danske enheder indsat i alle missionsområder har nu en veludbygget CIMIC funktion (Civilian Military Cooperation). De militære CIMIC folk samarbejder med lokalbefolkningen om projekter, som for eksempel kan forbedre vandforsyningen, få elforsyningen til at virke, få en skole eller et hospital til at fungere igen. CIMIC-indsatsen koordineres snævert med Udenrigsministeriet (DANIDA), således at den bidrager effektivt til den samlede danske indsats.

Den samlede danske indsats på Balkan løber op i ca. 27.500 personer. Den danske indsats har indtil nu været spredt på omkring 25 større eller mindre missioner.

Den danske indsats har omfattet ca. 26.000 militærfolk, 800 politifolk, 320 EF-/EU-observatører, 130 FN-Observatører (UNMO), 44 OSCE-observatører i Kosovo og ca. 200 fra Beredskabskorpset. Syv danskere er blevet dræbt på deres missioner på Balkan. Fire af dem var fra forsvaret, to fra beredskabskorpset, og en var observatør.

I skrivende stund er der stadig godt 300 danske soldater i Kosovo. De danske enheder indgår fortsat i KFOR. Ud over de danske soldaterne i Kosovo, er det danske politi fortsat engageret i UNCIVPOL i Kosovo i rammerne af UNMIK og i EU´s politimission i Bosnien-Herzegovina, ligesom det danske udenrigsministerium fortsat er tæt engageret i en række genopbygningsopgaver i hele det tidligere Jugoslavien og i Albanien.

Den danske indsats på Balkan begyndte som en traditionel fredsbevarende FN-indsat med letbevæbnede styrker. Trods en løbende skærpelse af FN-mandatet medførte udviklingen, at FN-indsatsen ikke var tilstrækkelig, hvorefter missionen fortsatte som en NATO-fredsstøttende mission med et solidt mandat samt afslutningsvis en regulær fredsskabende mission med angrebsvis indsættelse af danske enheder i en operativ NATO-ramme. Den samlede indsats har medført meget store ændringer i det danske forsvars dagligdag, uddannelse og udrustning og har forvandlet det danske forsvar fra et fredstidsuddannelsessystem til et veludrustet og indsatshærdet ekspeditionskorps.

Den samlede danske indsats har bidraget til at fredeliggøre Balkan. Befolkningernes livsvilkår er nu rimelige. De politiske processer i alle landene er ved at lede frem til etablering af demokratiske regimer, som overholder menneskerettighederne. Der er stadig et stykke vej, inden hele Balkan er blevet et roligt og sikkert sted, men vi kan konstatere, at den danske indsats har været berettiget og ikke forgæves.

Kilder:
1.   Egne oplevelser.
2.  ”12 år på Balkan” af Mette Juul og Sune Wadskjær Nielsen, FOV 2004. ISBN: 87-91322-05-7.


Kilde: Bjarne Hesselberg
Årstal: 1993