Af Kaptajn P.M.A. Floridon.
Udgivet første gang i Den Blå Baret nr. 9, 1998.

Den 29. april 1998 på Kastellet blev 22 danske soldater dekoreret af forsvarschefen, 2 for tapperhed og 20 modtog medaljer for sårede.

Kroatien, Kostajnica, bataljonshovedkvarteret 14. oktober 1993.

En "almindelig" dag som alle andre dage. Skudvekslingen mellem parterne svingede fra normal til høj iblandet lidt artilleri - og morter angreb. Specielt i Sunja var skydningen intensiv.

Sidst på eftermiddagen lød der en alarm fra D KMP. Mineulykke! Tre af drengene var kommet ind i et fodfolksminefelt og de to var sårede! Straks blev et lægehold og en ambulance sendt til ulykkesstedet, for at bringe de mineramte til DANBAT infirmen, hvor man var klar til den videre behandling. Sideløbende med dette orienteredes Hærens Operative Kommando om det hændte så familier og andre berørte kunne orienteres om de forulykkede’s situation.

En barsk aften og nat for alle i DANBAT. Alle følte sig berørt af ulykken, ikke mindst de, der kendte de mineramte.

Næste dag, den 15. oktober, bliver jeg udpeget som indsatsleder for det hold, der skal undersøge omstændighederne omkring ulykken. Sammen med ingeniører, minerydningshold, sanitetsgruppe og militærpoliti kører vi til D KMP, hvor vi skaber kontakt til den lokale serbiske BTN CH, for at få ham til at vise os stedet for mineulykken. Han indvilliger i dette, og holdet kører så af sted til kanten af Zone Of Separation, hvor minefeltet ligger. For at være helt sikre på ikke at komme ud i noget ”snask”, lader vi serberne gå forrest, for at de kan udpege minefeltets begrænsning, samt stedet for ulykken. Efter en udpegning af grænsen til minefeltet fastsættes en sikkerhedslinje tre meter fra minefeltet, en linje ingen må overskride under efterforskningen.

Efter ca. 15 minutter lyder der et brag efterfulgt af endnu eet. Jeg selv bliver ramt af fragmenter fra begge eksplosioner. Efter at have gnedet jord ud af øjnene, konstaterer jeg, at udover mig selv, så er yderligere 5 mand ramt af fragmenter og trykbølger fra eksplosionerne. Vi kan nu konstatere, at en af serberne har trådt på en mine og er derefter blevet kastet frem mod minefeltet, hvor han rammer en snubletråd til en stavmine, der derved udløses. Han har altså trådt på en mine, i det område han selv har erklæret for minefrit! Straks går den tanke gennem os, om der kan være flere miner, her hvor vi ligger!

Imedens kommer sanitetsgruppen og minerydderne løbende frem for at hjælpe de tilskadekomne, men da vi ikke er klar over om der er flere miner, råber vi til dem, at de skal holde afstand. Efter at jeg har modtaget førstehjælp fra en af de andre tilskadekomne, kryber jeg de ti meter hen mod hjælpemandskabet og bliver her hjulpet op på en båre. Hjælpemandskabet kan herefter benytte dette spor til at komme frem til de andre tilskadekomne for at yde førstehjælp og transportere dem ud af området. Efterfølgende viser det sig, at yderligere to er såret ved den anden mineeksplosion. I alt 9 er således såret.

Efter en kvik og kompetent indsats fra den danske sanitetsdeling, der fremskød en forbindeplads til D KMP område, blev tre af os klargjort til helikoptertransport til Zagreb for operativ behandling på et amerikansk MASH, de øvrige blev evakueret til DANBAT infirmen for yderligere behandling og operation.

Fem dage senere, blev jeg og en anden dansk soldat evakueret til Rigshospitalet i Danmark for yderligere operative indgreb. De øvrige sårede danskere kunne alle behandles på DANBAT infirmeri, inden de gik tilbage til tjeneste eller blev meddelt orlov i Danmark.

Nu skulle man tro at alting herefter var vel forvaret og uden problemer for vi tilskadekomne. Altså lige bortset fra de fysiske og psykiske mén, vi havde pådraget os ved ulykken. Men sådan skulle det ikke gå. For efterhånden som månederne gik, blev det klart for os, at det samfund, der havde sendt os ud i fredens tjeneste, ikke selv var forberedt på denne situation. Man havde da godt nok forøget erstatningssummen på den særlige forsikring, regeringen havde besluttet at oprette, da beslutningen om en udsendelse til Eks. Jugoslavien blev truffet. Men derfra og til administrativt at behandle og rådgive tilskadekomne, var der lang vej og det fik vi alle at føle! Hvor effektivt vi end havde følt at behandlingen og transporten af os indtil nu havde været, lige så lidt følte vi en hjælp og støtte fra det etablerede samfund, det være sig Forsvaret som det øvrige samfund.

Ikke alene skulle vi ”bøvle” med en manglende erfarenhed i det militære bureaukrati, men også med Arbejdsskadestyrelsens ”normale”, og meget langvarige, sagsbehandling, samtidig med at vi lå dér og var sårede og fortsat gennemgik operative indgreb på Rigshospitalet. Hvor var den lille mand med den brune taske og alle løsninger og svar på vore spørgsmål? Hvor var de, der skulle bringe ro i vore sind når vi blev i tvivl om vor, og familiens, fremtid og sikkerhed?

Der var ingen ekspertise på området, og der kom ingen, der kunne give fyldestgørende svar eller råd. Jeg kan huske en situation, hvor jeg spurgte den læge, der repræsenterede Forsvaret over for Rigshospitalet, om han ikke kunne skaffe os oplysninger om hvorledes erstatningsordningen fungerede, samt hvorledes denne ville influere på vor fremtid. Dette lovede han og et par dage senere kom han så med en fotokopi af en artikel fra ”Berlingeren”, der udviste erstatningsbeløb for tilskadekomne danske soldater. Ikke ligefrem det vi havde spurgt om, og vi havde da selv læst artiklen, men dette materiale havde han altså fået udleveret af FN-Afdelingen i Jægerspris.

I de efterfølgende måneder, og for visses vedkommende, år, fortsatte det bureaukratiske tovtrækkeri. Ofte havde vi den opfattelse, at når en sagsbehandler havde gjort præcist hvad der stod i bestemmelserne, så var hans job gjort! Uagtet at løsningen set med den såredes øjne ikke var fyldestgørende. Det var også vores opfattelse, at cheferne ikke greb ind og på eget initiativ omgjorde bestemmelserne på områder, hvor man administrativt kunne have lindret situationen for de sårede. Det ”Rockwool lag” vi normalt kender til blev nærmest forstærket i vor situation!

Politisk var der heller ingen forståelse for de problemer den sårede blev udsat for. Mig bekendt er der ingen politiker, der er stået frem og har talt den såredes sag! Et tidspunkt hvor dette kunne have været nødigt, var da forsvarsminister Hans Hækkerup indstillede til Finansudvalget, at der pr. kulance skulle kunne udbetales erstatning for svie og smerte pådraget ved kampskader under udsendelsen. I og for sig en udmærket idé, bortset fra forsvarsminister Hans Hækkerup samtidigt indstillede, at denne erstatning først skulle træde i kraft efter underskrivelsen den 13 august 1996! Dermed afskar han alle sårede fra før denne dato at få erstatning! Hvorfor nu denne begrænsning? Da vi stod 20 mand til medaljeoverrækkelse af Medaljen for Sårede den 29 APR 1998 inde på Kastellet, var der således ikke een eneste, der kunne komme i betragtning til denne erstatning. En uforskammethed og nedgørelse af de, der indtil denne dato var såret under udsendelser. Indtil videre har jeg ikke fået et fornuftigt svar på dette forhold, men det kan være det kommer, hvis forsvarsministeren får kendskab til denne artikel.

Jeg skal lige tilføje, at hvis man af anden årsag, end kampskader, skulle komme til skade under udsendelser, eksempelvis ved et trafikuheld, er der ingen problemer i at få erstatning for svie og smerte, og beløbet det drejer sig om ligger mellem 75,- og 150,- kr. pr. dag, man er syg. Så der er ikke tale om nogen herregård, og det burde derfor ikke være dette, der har afholdt forsvarsministeren fra at give erstatning til alle tilskadekomne!

På baggrund af de erfaringer Forsvaret har gjort sig, siden den første udsendelse til Eks. Jugoslavien i 1992, har Forsvaret nedsat et udvalg, der skal tilpasse administrationen til de såredes vilkår og forhold, hvorunder helbredelse og genoptræning foregår. Et godt og fornuftigt tiltag. Det er kun en skam, at det er bakspejlet man kigger i for at rette op på hidtidige og nuværende forhold og ikke fremsynethed, der er grundlaget for denne del af vor udsendelse til kriseområder.

Mærsk Mc. Kinney Møller har et ordsprog, som alle burde følge: "Rettidig omhu".

---

Kilde: Den Blå Baret, 9/1998
Oprindelsesår: 1993
Hold: 4
Publiceret: 25. oktober 2018