Operation Storm - den kroatiske erobring af Krajina 1995

Uddrag af Danbat Daily Sitrep

Klokken 07:30 fløj 2 ORAO J22 (jagerfly) over DANBAT's hovedkvarter fra sydvest mod nordøst. ND 30 (Charlie-kompagniets delingslejr i ZOS'en) rapporterede senere flyene over Sunja. Flyene er vurderet at tilhøre BSA (Den Bosnisk-Serbiske Hær) eller ARSK.

Klokken 08:11 faldt Dubica til fremrykkende HV styrker. Chefen for D-KMP vurderer styrken af HV soldater til at være ca. 250 mand stor. DANBAT er blevet informeret om, at så længe D-KMP bliver i deres lejr vil der ikke opstå problemer.

Klokken 16:00 informerer ARSK DANBAT at HV er slået tilbage ved ND 46 (populært kaldet Crossingen, som er grænseposten mellem serbere og kroater). Der er snigskytte aktivitet i området, men intensiteten af artilleri er faldende. Klokken 16:55 faldt der kroatisk artilleri 1000 m syd for Sunja, hvorefter ARSK gengældte med artilleri over Gradusa.

Klokken 17:05 blev 130 soldater med håndvåben færget over floden til området omkring ND 39.

Camp Dannevang, Dvor

Lørdag får vi at vide nordfra at Dubica er indtaget af HV og at en Bataljon (ca. 400 mand), er på vej mod Kostajnica. Det ser indtil videre ud til at fremrykningen er midlertidigt stoppet. Vi har besøg i lejren af vores tolk Mira, som er sammen med den danske journalist, der var hernede tidligere på holdet. Serbiske soldater rykker nordpå fra Dvor i ukendt antal. De første flygtninge er begyndt at passere lejren i Dvor.

Lidt over klokken 18:00 aften melder ND 71 at biler med mange dokumenter kører over broen ved deres post. Det kunne se ud til at Dvor's administration er ved at forlade byen, eller måske brigaden, alle kører i civile biler, både militæret og alle andre. Samme aften er der en livlig trafik med lastvogne (ca. 20) ned mod det gamle ND 59, hvor der ligger et meget stort militært depot. Klokken 22:26 udsendtes et signal til alle om at der var risiko for, at serberne ville tage danske gidsler, så der må ikke være fremmede inden for hegnet.

Camp Bulow, Kostajnica

Kl. 04:45 er der artilleri over Kostajnica by, herunder lander flere granater i Bosnien. Artilleriilden ophører kl. 08:00. Dagen igennem følges kroaternes fremrykning fra nord og øst mod Kostajnica, blandt andet meldes der om ca. 1000 kroatiske soldater på vej østfra fra Dubica mod Kostajnica. l løbet af eftermiddagen mistes telefonforbindelsen til en post (ND 53), som ligger ved broen i Kostajnica. Hovedvagten observerer dagen igennem en stadig tiltagende flygtningestrøm og sidst på dagen ses en del soldater blandt flygtningene.

Infirmeriet i Kostajnica

Kl. 04:55 blev morgenmaden igen brat afbrudt af 3 artilleri skud (155 MM). De blev affyret fra en afstand af ca. 15 km. Et skud lå på højre side, et andet på venstre side af infirmeriet, det tredje skud gik midt henover langt ind i Bosnien. 30 min. senere blev vi overfløjet af et jagerfly i lav højde. Det lød meget anderledes end de fly, vi er vant til at høre, så vi var i tvivl om, hvad det var.

Ved 10-tiden blev stemningen igen trykket, da vi fik meddelt af NK / STKMP / DANBAT 8 havde taget sit liv hjemme i Danmark. Ved 20-tiden fik vi at vide, at vi skulle besætte vores nærforsvar grundet serbernes hastige tilbagetrækning. Tilbagetrækningen ville foregå tæt forbi infirmeriet, så vi kunne forvente både gidseltagning og beskydning med diverse våben. Kl. 21:30 får vi en melding over radioen, at der var observeret en kampvogn af typen T84 kørende ad vejen, der går forbi infirmeriet, samtidigt får vi en anden melding, at der også er observeret en 100 mm panserkanon. Vi kunne derefter høre panserstøj nede fra vejen, men var ikke i stand til at vurdere hvem eller hvad, som kørte dernede. Kl. 22:00 lyder et meget kraftigt brag, en skudafgang og få sekunder efter et endnu større brag, et brisant nedslag ca. 30 m fra infirmeriets hovedindgang. Ca. 5 sek. efter nedslaget, var der en del forvirring, da ingen vidste, hvad der foregik. Sanitetsbefalingsmanden gik ud for at se, om der var sket nogle skader på bygningen eller på køretøjer, men det var heldigvis ikke tilfældet. En serbisk soldat kom løbende op til pigtrådshegnet råbende om hjælp for derefter at kaste sig ind over. Vi kunne konstatere at venstre arm var totalt flået op og at der stak knoglestumper ud. Overlægen blev kaldt ud, og manden blev båret ind på operationsstuen og fik i løbet af den næste times tid amputeret armen ca. 10 cm. over albuen. Overlægen og sygeplejerskerne samt sygepasserne bar alle hjelm og fragmentationsvest under hele operationen. Der blev ringet til 26 BDE og meldt, at vi ønskede ham afhentet hurtigst muligt. Han blev afhentet inden han vågnede af narkosen.


Årstal: 1995

Kilde: https://www.unprofor.dk/krigen/sitrep5august.asp