Balkan Veteranerne

af Bjarne Hesselberg

Balkan er stadig et uroligt hjørne.

Jeg ankom til hovedkvarteret for Sector North/United Nations Protection Force i Topusko den 15. marts 1993. Topusko ligger ca. 80 kilometer syd for Kroatiens hovedstad Zagreb. Efter et par dages introduktion overtog jeg kommandoen over Sector North den 25. marts 1993 og blev dermed kastet hovedkulds ud i en blodig og grusom borgerkrig på Balkan. Jeg overtog kommandoen fra den nigerianske Brigadier Mussa Bamaiyi, der havde haft kommandoen fra sektorens oprettelse i april 1992. Den kroatiske hær havde i januar og igen i marts 1993 gennemført omfattende angreb ind i de af FN sikrede områder. Senest den 9. marts havde kroaterne angrebet over floden Sava og havde oprettet et brohoved i den serbiske del af den danske bataljons ansvarsområde. Situationen var højspændt, og FN havde mistet sin autoritet. Den første opgave var at få stabiliseret situationen og få genskabt respekten for FN. Det var en til tider ret hektisk opgave, som det fremgår af mine dagbogsnotater fra denne periode.

Kort over placeringen af United Nation Protection Areas.

”Søndag den 25. april 1993 var jeg på inspektionsrunde ved DANBAT 3, som var den danske bataljon i United Nations Protection Force (UNPROFOR) i Krajina, den del af Kroatien, der blev benævnt Sector North.  Bataljonen havde oberst Jan Scharling som chef.

Dagen gik med rundtur i A-, B- og C-Coy områder. Disse kompagnier er i modsætning til D- og E-Coy placeret i ”varme” områder på konfrontationslinien mellem kroaterne og serberne.

Kroaterne angreb over floden Sava i begyndelsen af marts måned og etablerede et brohoved omkring landsbyen Blinski Kut i den serbiske del af Sector North. Jeg havde gennem de sidste 3 uger forhandlet med kroaterne og serberne for at skabe en fredelig løsning på problemet.

Jeg brugte mange timer i Blinski Kut og langs Sava flodens bred - også i Sunja. Selv om kroaterne endnu ikke havde underskrevet en aftale om ”fred langs Sava”, havde DANBAT´s ”jernring” og specielt A-Coy meget håndfaste håndtering af situationen bevirket, at der den sidste uge havde været total fred i området. Kroaterne var rent faktisk ved at trække sig ud af brohovedet. De havde kun ca. 25% af angrebsstyrken tilbage på Savas højre bred i Blinski Kut området. A-Coy/DANBAT 3 er opstillet af Jyske Dragonregiment. Chefen er major H.C.M. Rahbek, og næstkommanderende er kaptajn M. Jans. Jeg er meget imponeret over Rahbeks indsats. Han er altid med sine soldater i forreste linie. Han slapper ikke af, før han har sikret sig, at hans soldater har det godt, når de er ude på OP/CP, eller hvor de nu måtte være på poster og patruljer. Hans rolige, sikre og meget kompetente fremtræden har skabt stor respekt hos serberne og kroaterne. Jeg tror faktisk, at de krigeriske serbere er bange for ham. Jeg kan godt lide et af hans slogans: "Vælg aldrig den nemme løsning bare fordi sikkerhed er besværlig".

Ved Sisak havde A- og E-Coy i forening fået færdiggjort indretningen af de nye stillinger så meget, at forholdene for den lille by Moscenica stort set var blevet normale. I de områder af konfrontationslinien, hvor der for 3 uger siden var minefelter og kampstillinger, gik civilbefolkningen nu rundt og ordnede haver og drak kaffe i solen. Der var også glade børn, der legede i gaderne. Skønt.

I SUNJA er C-Coy næsten folkehelte. De har fået de serbiske snigskytter fjernet, så nu er det blevet sikrere at færdes i området.

C-Coy/DANBAT 3 er opstillet af Sjællandske Trænregiment med støtte fra Livgarden. Da ingen af regimenterne kunne skaffe mandskab nok, er der fyldt op med personel fra flyvevåbnet og søværnet. Til stor ros for kompagnichefen, major H. Riecke, er det lykkedes at få "sammenrendet" til at fungere godt og effektivt.

B-Coy i Camp Holger Danske er opstillet af Danske Livregiment. Kompagnichefen er major S. Bach. Kompagniets hovedopgave er kontrollen med passagen over floden Una mellem de bosniske serbere og Krajina. B-Coy´s ansvarsområde omfatter den inter-serbiske grænse, med broerne over Una ved Kostajnica og Dubica. Hovedparten af Krajinas forbindelser til de bosniske serbere og Beograd går over disse to broer samt broen ved BOSANSKI NOVI i E-Coy´s ansvarsområde.

Sidst på dagen meldte kompagniet, at der var serbiske troppebevægelser hen over broen ved Kostajnica fra Bosnien i retning mod D-Coy´s område. Der var observeret noget der lignede to infanterikompagnier. En lignende melding kom fra E-Coy fra broen ved BOSANSKI NOVI.

Efter et par gode dage ved DANBAT kom jeg ret sent tilbage til Sector North hovedkvarter i Topusko. Jeg fik en lang snak med min Civil Affairs Coordinator Charles Kirudia fra Kenya og Chief Operations oberstløjtnant Bent Sohnemann. Den 1. april 1993 gav FN Sikkerhedsråd et nyt og meget stærkere mandat til UNPROFOR. Det nye mandat bevirkede bl.a., at alle UN-enheder skulle forstærkes med tunge våben. Den danske forstærkningsstyrke var planlagt til at ankomme til missionsområdet den 29. april. Serberne i Krajina havde etableret ”Republic of Serbian Krajina” (RSK) en statsdannelse, der ikke var anerkendt af nogen. ”RSK Parlamentet” havde haft krisemøde om det nye FN-mandat og forstærkningen af UN-enhederne siden begyndelsen af april. Vi var noget spændte på resultatet af ”parlamentets” forhandlingerne. For tiden ser det ud til, at ”parlamentet” ville forkaste alle UN-sikkerhedsresolutioner fra nr. 802 og fremefter. Vi er lidt nervøse for, hvad morgendagen kan bringe. Krig eller fred. Forhåbentlig det sidste.

Mandag morgen den 26. april begyndte fredeligt med hovedkvarterets morgenbriefing kl. 0800.

Kl. 0900 ringede det kroatiske Forsvarsministerium og meddelte, at kroaterne ikke ville underskrive aftalen vedr. Blinski Kut. Dette resulterede i et hastemøde med den kroatiske forsvarschef General Bobetko i Zagreb kl. 1300. Generalmajor Petar Stipetic, der var chef for den kroatiske Operational Zone Zagreb deltog også i mødet. Operational Zone Zagreb kontrollerede alle kroatiske militære styrker i den del af konfrontationslinien, der lå i UN Sector North´s ansvarsområde. Efter timelang diskussion med Bobetko, hvor han havde opremset alle de grunde, der var til, at han ikke ville trække en eneste kroatisk soldat tilbage fra områder, de havde erobret, måtte jeg konkludere, at hvis kroaterne ikke ville samarbejde, måtte jeg trække alle de danske FN-soldater ud af MOSCENICA og Blinski Kut området af sikkerhedsmæssige årsager. Med det udgangspunkt holdt Bobetko et langt foredrag for mig om, at jeg i stedet for at trække FN ud skulle bruge magt. Hvis jeg gjorde det, var den lokale mentalitet sådan, at man ville "ophøre med at provokere og gøre, som der blev beordret". Da han var færdig, spurgte jeg, om jeg skulle forstå ham sådan, at jeg kunne tvinge kroaterne til at trække sig tilbage fra Blinski Kut uden, at der var skrevet under på aftalen og uden, at der blev skudt. Bobetko blev helt paf, for han havde naturligvis ment, at det var serberne, UN skulle anvende magt overfor. Efter en længere kunstpause grinede han og sagde, at det var nok det, han mente. Han havde gjort sig klart, at han var blevet fanget af sine egne ord. Jeg foreslog så, at når de alligevel ville lade sig "smide ud" af Blinski Kut, så kunne de jo lige så godt skrive under på aftalen - hvad de til slut gjorde. General Stipetic var helt paf, da General Bobetko gav ham ordre til at underskrive. Aftalen var i hus. Under forudsætning af, at UN ”angriber” med min. 2 stk. Panserinfanterikompagnier, vil Kroaternes tilbagetrækning starte den 28. april kl. 0800. Med lidt held er de ude inden 1. maj.

Under mødet blev jeg ringet op fra mit hovedkvarter i Topusko, som fortalte, at ”RSK Parlament” havde forkastet alle FN-resolutioner, samt nægtet at anerkende Wance-Owen Planen. Yderligere havde man nu konstateret, at serberne havde koncentreret en brigade i området omkring skillelinien mellem DANBAT og NIBAT ned mod BIHAC-Pocket, der var en muslimsk enklave med ca. 300.000 indbyggere placeret i en ”lomme” (populært benævnt ”muslimerlommen”) mellem de bosniske serbere og Krajina-serberne. Der var sikre indikationer på, at de bosniske serbere sammen med Krajina-serberne ville angribe muslimerne i BIHAC-Pocket og dermed formentlig demonstrere deres foragt for FN, NATO og Wance-Owen Planen. Det lød noget truende. Jeg håber ikke, det udvikler sig til et nyt serbisk blodbad på muslimerne. På vej fra det gode møde med Bobetko kørte jeg via UNPROFOR Forcecommander den svenske Generalløjtnant Lars-Eric Wahlgren i HQ UNPROFOR i Zagreb for at briefe ham om situationen. Meget heldigt var chefen for UN Bosnien-Hercegovina Command, den franske generalløjtnant Philippe Morrillon hos Wahlgren. Morrillon og jeg havde absolut fælles interesser vedr. BIHAC, idet området ligger i Bosnien og er en del af UN Bosnien-Heszegovina Command. Vi aftalte på stedet, hvad Sector North og BH-Command skulle gøre for at forsøge at dæmpe serbernes evt. nye aggression ned.  Morrillon og jeg aftalte procedurer til at koordinere Sector North aktiviteter med den franske bataljon, FREBAT 3, der var stationeret i BIHAC.

Vel tilbage i Topusko tilbragte jeg aftenen med at give ordrer til bataljonerne UNMOerne (United Nations Military Observers) og UNCIVPOL (United Nations Civilian Police) vedr. iværksættelse af operation Blinski Kut den 28. april om morgenen samt foranstaltninger vedr. serbernes opmarch ved grænsen til BIHAC-Pocket.

DANBAT havde i øvrigt lidt af en kompliceret situation. Den skulle iværksætte Blinski Kut operationen med to kompagnier den 28. april om morgenen, modtage forstærkningerne i SISAK den 29. april og skærpe overvågningen af grænsen til "muslimerlommen" fra dags aften. Bataljonens føring og mandskab kunne heldigvis håndtere opgaverne. God bataljon.

What a day

What a day. Jeg vågnede tirsdag den 27. april kl. 0445 ved, at hovedkvarteret rystede og kanonerne bragede. Kort tid efter kom vagthavende officer og meldte, at serberne havde iværksat deres angreb ind i Bosnien. Serberne havde i løbet af i går sat et 155 mm haubits batteri i stilling ca. 1 km fra Sectorn North Hovedkvarter i Topusko, og det var skydningen fra dette batteri, der havde vækket mig. I tiden mellem kl. 0445 og 0800 gennemførte serberne en voldsom ildforberedelse med en ca. 30 kanoner og tunge morterer, hvorefter de angreb med infanteri og kampvogne. Vores Senior Military Observer, den norske oberstløjtnant Joar Fjellstad beskriver morgenen således:
”Blev vækket kl. 0445 af artilleriild. Det viste sig at komme fra området Bosanska Bojna med kanonstillinger ikke langt fra Topusko. Vi har nu (kl. 1125) alle rådige UNMO i felten for at monitere det, som sker. Der har været beskydning af serbisk artilleri og kampvogne hele formiddagen. 50 – 100 eksplosioner pr. halve time. Vi får brug for flere øjne, så vi har bedt om støtte fra Sector West. 3 teams af 2 mand er på vej. Vi kan bekræfte, at serbiske styrker er gået ind i Bosnien og har taget kontrol over Bosanska Bojna. Der kæmpes fortsat. Vi laver nu en specialrapport med de informationer, vi har indtil nu, rapporten går direkte til Sikkerhedsrådet i New York. Vores team i Velika Kladusa giver os masser af god information nu. De har oprettet en observationspost, således at de kan følge slagets gang i detaljer. Efter kl. 1200 er kampen stilnet af. Det ser ud til, at serberne har taget det, de ønsker. Nu venter vi bare på modangrebet fra ”lommen”. Vi må håbe, at dette bare var et lokalt anliggende i området Bosanska Bojna og ikke et større angreb mod Bihac Pocket. Det kunne være det næste efter Srebrenica.”

Omkring kl. 0800 om morgenen, mens den serbiske ildforberedelse var på sit højeste, ringede Chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Keld Hillingsø, til mig. Han skulle netop til at sige farvel til forstærkningsstyrken til DANBAT og ønskede at få et øjebliksbillede af situationen i indsatsområdet, så han kunne medtage den i sin afskedstale. Det var svært at høre, hvad han sagde i telefonen på grund af artilleriilden lige udenfor hovedkvarteret. Jeg fortalte, hvad serberne havde gang i og kunne give et lille lydbillede ved at række telefonen ud af mit kontorvindue. Hillingsø blev helt klar over, at forstærkningsstyrken var mere end nødvendig hos os. Jeg ved ikke, hvad han sagde til soldaterne i afskedstalen.

DANBAT iværksatte en succesfuld operation mod kroaterne i Blinski Kut den 28. april om morgenen. Bataljonen modtog efter planen forstærkningsstyrken den 29. april med ekstra pansrede mandskabsvogne, panserværn i form af en pansret TOW-deling og 3 stk.  pansrede middeltunge mortersektioner. De øvrige bataljoner i sektoren blev forstærket på tilsvarende vis, og i løbet af et par hektiske måneder blev situationen stabiliseret midlertidigt.”

Hvordan var det nu kommet så vidt, at FN indsatsen på Balkan have udviklet sig fra en traditionel fredsbevarende mission til en egentlig kampindsats. Da jeg tiltrådte i marts stod det helt klart, at dette ikke var en helt almindelig traditionel ”UN Peacekeeping mission”. FN var havnet midt i en blodig borgerkrig, som blev udkæmpet af de stridende parter med en sjældent set hæmningsløs brutalitet.

Sector North

Sector North/UNPROFOR lå i Kroatien på Balkan.

Normalt forstås Balkan som det geografiske område, der omfatter alle landene i det tidligere Jugoslavien (Slovenien, Kroatien, Rest Jugoslavien  (Serbien, Montenegro, Kosovo), Bosnien-Herzegovina og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien) samt landene Albanien, Grækenland, Bulgarien, Rumænien og den europæiske del af Tyrkiet. Når jeg omtaler Balkan i denne bog, mener jeg det område på Balkan, hvor den danske indsats har fundet sted. Det vil sige i Kroatien, Bosnien-Herzegovina, Restjugoslavien, Makedonien og Albanien.

De historiske og politiske begivenheder, der førte frem til udbruddet af borgerkrigen i Jugoslavien samt alle de forskellige fredsinitiativer, der er taget af det internationale samfund er glimrende beskrevet i temaheftet ”12 år på Balkan” udgivet af Forsvarets Oplysnings og Velfærdstjeneste, så det efterfølgende giver kun en ganske kort indføring i rammerne for den danske indsats på Balkan fra 1992 og frem til dags dato.

Jugoslavien efter den nye forfatning i 1974.

Efter præsidenten for Forbundsrepublikken Jugoslavien marskal Titos død i 1980 slog modsætningerne mellem serbere, kroater og bosniakker (muslimer) ud i lys lue. Der blev uden held gjort mange forsøg på at holde sammen på Forbundsrepublikken Jugoslavien. I 1991 holdt Slovenien og Kroatien folkeafstemninger for uafhængighed, og de erklærede sig begge selvstændige den 25. juni 1991. Det kom til en kort kamp mellem den jugoslaviske forbundshær og de slovenske militsstyrker, hvorefter forbundshæren trak sig tilbage. Dermed var Slovenien sluppet ud af Jugoslavien uden skrammer. I Slovenien boede der stort set kun slovener, så her var alle tilfredse med uafhængighed, men i Kroatien og i Bosnien-Herzegovina var situationen en anden. Der levede mange serbere, og de ønskede under ingen omstændigheder at indgå i uafhængige stater, som blev domineret af enten kroater eller de bosniske muslimer.

Serberne fik støtte fra forbundshæren, som var serbisk domineret, og dermed var der lagt op til de grusomme borgerkrige i Kroatien og Bosnien-Herzegovina. Det var den situation, det internationale samfund forsøgte at standse ved blandt andet at sende danske FN-soldater til de urolige områder.

Kroatien

Min beretning starter med Kroatien, for det var det første sted, der blev indsat danske soldater.

Den 25. juni 1991 erklærede Kroatien sig selvstændig.  Allerede den 4. juli 1991 udbrød der kampe mellem krajina-serbere og kroater i Krajina, Vest- og Østslavonien. Da den jugoslaviske forbundshær trak sig ud af Slovenien, kunne den komme serberne i Kroatien  til hjælp. Krajina-serberne fik overtaget i kampene.

I begyndelsen af 1992 lykkedes det FN at få kroaterne og krajina-serberne til at indgå en våbenhvile. Den 21. februar besluttede FN at sende en beskyttelsesstyrke – United Nations Protection Force (UNPROFOR) – til Kroatien. Opgaven for UNPROFOR I var at opretholde våbenhvilen og beskytte krajina-serberne i Krajina og Øst- og Vestslavonien mod kroaterne. Tilsvarende oprettede FN i september 1992 UNPROFOR II i Bosnien-Herzegovina med det formål at beskytte nødhjælpskonvojer. I december 1992 oprettede FN yderligere UNPROFOR III i Makedonien. Styrken fik navnet MACCOMD/UNPROFOR (Macedonia Command/UNPROFOR) og var underlagt hovedkvarteret i Zagreb. Fra 18. februar 1993 fik den danske brigadegeneral Finn Særmark-Thomsen kommandoen over denne styrke, der havde til opgave at forhindre, at der udbrød fjendtligheder i Makedonien.

UNPROFOR I blev opløst den 31. marts 1995, da den kroatiske regering ikke accepterede styrkens fortsatte tilstedeværelse i Kroatien. Sikkerhedsrådet vedtog derfor at omstrukturere UNPROFOR ved at splitte den op i tre styrker, som blev samlet under betegnelsen UNPF (United Nations Peace Force) med hovedkvarter i Zagreb. De tre styrker var: UNCRO (United Nations Confidence Restoration Operation in Croatia), UNPROFOR II i Bosnien-Herzegovina og UNPREDEP (United Nations Preventive Deployment Force) i Makedonien. UNPREDEP var nu en selvstændig mission, og Danmark fik med Brigadegeneral Bent Sohnemann sin første og hidtil eneste ”Forcecommander”.

UNCRO´s opgave i Kroatien var fortsat at sikre våbenhvilen. Styrken skulle samtidig holde øje med troppebevægelser langs Kroatiens grænse til Bosnien-Herzegovina, hvor krige var i fuld gang, og sikre at nødhjælp kunne nå frem til Bosnien-Herzegovina.

FN´s opgave i Kroatien var efterhånden blevet meget vanskelig, for lige siden nederlaget til krajina-serberne i 1991 havde den kroatiske hær rustet op, kraftigt støttet af amerikanske militærrådgivere. Nu var kroaterne fast besluttet på at generobre de serbisk kontrollerede områder og var ligeglade med, at de var under FN-beskyttelse. I maj 1995 indtog den kroatiske hær i løbet af få dage Vestslavonien – en af de serbiske enklaver. Fra den 4. til den 9. august tromlede de kroatiske styrker hen over Krajina. I september og oktober trak UNCRO-styrken sig ud af Kroatien. Den sidste serbiske enklave – Østslavonien – lå ved grænsen til Serbien, og det internationale samfund frygtede en regulær krig mellem Serbien og Kroatien, hvis kroaterne også angreb her. Det lykkedes at få lavet en overgangsaftale overvåget af FN, som gik ud på, at kroaterne overtog dette område i 1998. Den aftale respekterede kroaterne.

Den danske regering og Folketing besluttede i marts 1992, at Danmark skulle sende soldater til Kroatien for at indgå i FN-styrken UNPROFOR. Denne beslutning viste sig at komme til at betyde store ændringer i det danske forsvars opgaveløsningsmodeller og struktur. Danmark havde længe haft FN-soldater på Cypern, hvor det var ret let at forhindre kampe mellem de stridende parter (tyrkere og cyprioter). Da det var første gang, Danmark skulle deltage i en FN-mission på Balkan, var der ingen, som vidste, hvordan FN-soldaterne ville blive modtaget i Kroatien, og om de stridende parter – krajina-serberne og kroaterne ville være samarbejdsvillige. FN havde udpeget tre beskyttelseszoner i Kroatien, de såkaldte ”United Nations Protection Areas”, som skulle demilitariseres, det vil sige, at alle våben i områderne skulle samles i depoter. Beskyttelseszonerne blev opdelt i fire sektorer, og det blev den grundlæggende struktur for FN-styrkerne i Kroatien. Den danske styrke skulle sammen med nigerianere og polakker beskytte Sektor Nord (Sector North/UNPROFOR). Den danske bataljon DANBAT, hold 1, ankom som den første FN-enhed til missionsområdet den 5. april 1992. Den var bevæbnet med lette våben til selvforsvar og bestod af næsten 900 mand opdelt i seks kompagnier (A-Coy, B-Coy, C-Coy, D-Coy, E-Coy og HQ Coy). Samarbejdet mellem polakkerne og nigerianerne var ikke helt gnidningsløst. Dels kom de for sent til området, hvilket betød, at danskerne skulle beskytte et meget stort område i begyndelsen, og dels var deres engelskkundskaber mangelfulde og derfor meget vanskelige at kommunikere med.

DANBAT 1 havde mange praktiske problemer at slås med. På grund af krigen var det danske område som et U-land. Selv almindelige ting som vand og elektricitet kunne det være svært at skaffe. Danskerne forsøgte så vidt muligt at få alle forsyninger bragt fra Danmark, for hverken fra lokalområdet eller fra FN kunne man regne med at få de ting, som man havde brug for.

To af danskernes hovedopgaver i Sektor Nord var at forhindre kampe og få styr på de mange våben, som befandt sig i området. I de første måneder af den danske indsats lykkedes det at få de krajina-serbiske militsstyrker til at deponere mange af deres våben. Med udgangen af 1992 var det lykkedes for FN at stabilisere området, og dagliglivet i de FN-beskyttede zoner var relativt normalt. I januar 1993 var der valg i Kroatien. Måske var det for at øge sine chancer for at blive genvalgt, at Kroatiens præsident, Franjo Tudjman, 22. januar 1993 sendte den kroatiske hær til angreb på byen Zadar. Den lå i Sektor Syd, og Franjo Tudjman tog dermed overhovedet ingen hensyn til de FN-soldater, som beskyttede området. Det var et alvorligt tilbageslag for hele FN-styrken i Kroatien. De krajina-serbiske militsstyrker hentede deres våben i de depoter, hvor FN-soldaterne havde indsamlet dem. Den 9. marts 1993 angreb kroaterne over floden Sava ind i området Blinski Kut i den danske bataljons område, hvilket yderligere forværrede situationen. FN-mandatet i Kroatien udløb med udgangen af marts 1993. Mandatet havde hidtil været baseret på FN-Charter , kapitel 6, som omhandler fredsbevarende operationer, og som kun giver FN-styrkerne mulighed for at anvende magt i rent selvforsvar. Den 25. marts, da jeg overtog kommandoen over Sektor Nord, var den generelle sikkerhedstilstand i hele Kroatien på samme niveau, som da FN-rykkede ind i april 1992, og det blev klart for Sikkerhedsrådet, at kun et nyt og meget stærkere mandat kunne rette op på situationen. Den 1. april 1993 blev mandatet forlænget i 6 måneder og var nu under FN-Charter, kapitel 7, der gav mulighed for at opretholde mandatet og gennemføre opgaven under anvendelse af magt. Sikkerhedsrådet anmodede samtidig de troppebidragende lande om at justere deres styrkebidrag, således at de kunne leve op til de nye skrappere ”Rules of Engagement”.  Sektor Nord bestod af tropper fra Danmark, Polen og Nigeria. Danmark og Polen besluttede at opgradere deres styrker, mens Nigeria besluttede at trække deres bataljon ud af UNPROFOR. Den Nigerianske bataljon blev erstattet først med dele af en Panserinfanteribataljon fra Argentina, siden af en fransk Panserinfanteribataljon. Den danske og den polske bataljon blev opgraderet med mere panser, 81 mm morterer og panserværn. Den franske bataljon i Bihac blev opgraderet med 10 stk. lette kampvogne og luftværnsmisiler. Da april måned var gået, var Sektor Nords enheder ændret fra letbevæbnede infanterienheder til en pansret og mobil brigade med ca. 4.500 soldater (incl. den franske bataljon i Bihac). Det nye mandat samt de nye slagkraftige enheder gjorde det nu muligt at få kontrol over sektoren og genskabe de rimeligt fredelige tilstande.

I løbet af august havde UNPROFOR iværksat en omfordeling af enhederne, således at de slagkraftige enheder blev placeret i de kritiske områder, hvor der kunne opstå behov for, at FN skulle anvende magt. Blandt andet blev den canadiske bataljon overført fra Sektor Vest til Sektor Syd som erstatning for en fransk bataljon, der var blevet overført til Sektor Nord.
De relativt fredelige tilstande varede indtil september, hvor kroaterne iværksatte et meget blodigt og bestialsk angreb i Sektor Syd, i det der er blevet kendt som ”Medak Operationen”. For at dække over angrebet iværksatte kroaterne ligeledes angreb langs hele konfrontationslinien i Sektor Nord. Det lykkedes kroaterne at skyde 21 af sektorens observationsposter og check-points i stykker med anvendelse af artilleri og kampvogne. FN-enhedernes kampstillinger og dækningsanlæg var heldigvis solide nok til at forebygge, at nogen FN-soldater blev sårede eller dræbt. Den danske bataljon fik også sin del af granaterne. Serbernes modsvar på kroaternes angreb var et ugelangt bombardement af byerne Karlovac og Sisak med artilleri (5-6.000 granater i døgnet) samt beskydning af Zagreb med missiler. For at få standset kamphandlingerne var det nu nødvendigt med en håndfast FN indsats, og det nye mandat blev nu anvendt med beslutsomhed for første gang. Den canadiske bataljon fik ordre til at tvinge de kroatisk enheder ud fra Medak-lommen efter, at kroaterne havde indtaget tre serbiske landsbyer og foranstaltet en massakre på indbyggerne. Den canadiske bataljon skulle forstærkes med to kompagnier fra Sektor Nord. Den danske bataljon blev meget naturligt varslet om, at den skulle afgive ét kompagni til opgaven. Efter konsultationer med Hærens Operative Kommando meddelte den danske bataljon, at den ikke kunne deltage i operationen med den officielle forklaring, at Medak lå uden for det danske operationsområde. Den reelle grund var, at man anså operationen for at være for risikabel, og at de danske enheder hverken var udrustet eller uddannet til at deltage i angrebsoperationer i kompagni og bataljonsramme. Enden på det hele blev, at canadierne i stedet blev forstærket med franske og polske enheder. Den danske bataljon blev anvendt til at afløse franskmændene og polakkerne inden for Sektor Nord. Den forstærkede canadiske bataljon gennemførte et meget flot angreb, som blæste kroaterne ud af Sektor Syd. Hovedparten af de kroatiske officerer, som førte enhederne i Medak-lommen, er nu stillet for den internationale krigsforbryderdomstol i Haag.

Sidst i september var der skabt fredelige tilstande igen, og FN havde nu markeret sig så kraftigt, at det lykkedes at bringe parterne til forhandlingsbordet og i december 1993 at få etableret en våbenstilstand, der varede til august 1995.
Kampene i april og september 1993 demonstrerede meget klart, at der var behov for at nytænke organisationen af de danske enheder, der skulle udsendes til deltagelse i fredsstøttende missioner af den art, der forekom på Balkan. Den danske deltagelse i UNPROFOR udviklede sig i perioden fra en FN-Charter kapitel 6 til en FN Charter kapitel 7 operation. De indsatte fredsbevarende styrker skiftede karakter fra traditionelle letbevæbnede FN-enheder til egentlige kampenheder med tungt materiel, ligesom enhederne nu blev anvendt i egentlige kamphandlinger. Blandt andet denne udvikling bevirkede, at man i Danmark fandt det nødvendigt at oprette Den Danske Internationale Brigade. Loven herom blev vedtaget i december 1993, og brigaden var operativ den 1. juli 1994.

En anden konsekvens af operationerne på Balkan var, at der blev behov for at skabe en robust logistisk støtteorganisation. Den daværende FN-Afdeling havde uden problemer kunnet støtte FN-missionerne på Cypern og lignende traditionelle FN-missioner. FN-Afdelingen havde ikke ressourcer til at støtte operationerne på Balkan, hvorfor dens aktiviteter samt de nye udvidede opgaver blev tildelt Danske Livregiment i Vordingborg fra den 1. oktober 1994

I 1995 var danske soldater indsat i tre forskellige FN-missionsområder i det tidligere Jugoslavien. I Kroatien indgik en bataljon i Sector North/UNCRO. I Bosnien opstillede Danmark stabskompagniet til UNPROFOR hovedkvarteret i Sarajevo samt dele af stabskompagniet og en kampvognseskadron til NORBAT2 i Tuzla (NORDBAT II blev opstillet af Danmark, Norge og Sverige). I Den tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien (FYROM) indgik danske enheder i NORBAT I i UNPREDEP (NORDBAT I blev opstillet af Danmark, Finland, Norge og Sverige)

I august og september 95 iværksatte den kroatiske hær en række operationer, hvis slutresultat blev, at FNs tilstedeværelse i Kroatien ophørte. DANBAT7 og DANBAT8 havde en særdeles vanskelig tid, som medførte tab med såvel dræbte som sårede. Det danske engagement i UNCRO ophørte medio oktober 95, hvor DANBAT8 blev trukket hjem til Danmark.
I FYROM havde FN en succeshistorie, idet UNPREDEP fortsat var i stand til at bevare landets stabilitet. Missionen her forløb fortsat uden væsentlige problemer.

I Bosnien derimod var situationen ved at løbe helt løbsk. Fra medio 1995 havde NATO iværksat bombning af serbiske stillinger for at understøtte UNPROFOR virke. Imidlertid var det mandat FN-styrkerne arbejdede på så svagt, at det ikke var muligt at skabe fredeligere tilstande. I løbet af efteråret lykkedes det, efter kraftigt amerikansk pres, at samle regeringscheferne fra de stridende parter til et møde i Dayton i USA. Resultatet af møderne blev, at NATO fra 1. januar 1996 skulle overtage ansvaret for at skabe fred og sikkerhed i Bosnien. Daytonaftalen resulterede i opstillingen af NATO Implementation Force (IFOR). Danmark tilsluttede sig aftalen og forpligtede sig til at stille styrker til rådighed for operationen.

Bosnien blev opdelt i tre sektorer, og der opstilledes en multinational division i hvert område. De danske enheder skulle indgå i den amerikansk ledede Multinational Division North (MND N). MND N gik også under navnet ”Task Force Eagle”.
Task Force Eagle bestod af to US Brigader med tilhørende helikoptere, ingeniørtropper, artilleri og logistik, samt en russisk brigade , en tyrkisk brigade og the Nordic Polish Brigade (NORDPOLBDE).

NORDPOLBDE var en nyskabelse, som hovedsageligt blev skabt på initiativ af forsvarsminister Hans Hækkerup. Brigaden bestod af Stab (multinational), Brigadestabskompagni (dansk/polsk), en dansk Panserinfanteribataljon, en polsk Faldskærmsbataljon, en svensk Panserinfanteribataljon, en finsk Ingeniørbataljon, en norsk Logistikbataljon, et norsk Felthospital og endelig et multinationalt militærpolitidetachement. Brigaden blev placeret i området om Doboj. De Nationale Støtteelementer (NSE) for hele brigaden blev placeret i byen Pécs i Ungarn. Den samlede brigade var på små 5.000 mand. Historien gentager sig. I 1956 for 50 år siden deltog Danmark i United Nations Emergency Force (UNEF), FN´s første fredsbevarende operation. For 50 år siden blev de danske enheder udsendt i rammerne af en fælles nordisk enhed. Da NATO i 1996 for 10 år siden iværksatte sin første landmilitære fredsstøttende operation, indgik de danske enheder atter i en fælles nordisk enhed.

Den danske indsats i IFOR blev iværksat med meget kort varsel. DANBAT8/UNCRO under kommando af oberst Jørn Jensen var som nævnt blevet frigjort fra FN-opgaven i Kroatien og fik nu som ny opgave at formere den første danske IFOR bataljon sammen med kampvognseskadronen fra NORBAT2 i Tuzla.

Straks efter hjemkomsten til Danmark medio oktober iværksatte DANBAT8/UNCRO  forberedelserne til udsendelsen til Bosnien. Der skulle foretages et par organisatoriske ændringer, og udrustning mv. skulle justeres til NATO-opgaven. Bataljonen blev siden hen betegnet som DANBAT hold 0/IFOR. Sideløbende med dette klargjordes brigadestab og brigadestabskompagni til NORDPOLBDE, ligesom klargøring af DANBAT hold1/IFOR under kommando af chefen for 1. Bataljon/Danske Livregiment oberst  Jens E. Frandsen tog fart. NORDPOLBDE´s første chef blev Brigadegeneral Finn Særmark Thomsen. Kærnen i NORDPOLBDE var Den Danske Internationale Brigade. Chef, stab, brigadestabskompagni, én panserinfanteribataljon samt en lang række elementer fra brigadens øvrige enheder deltog.

NORDPOLBDE´s indrykning i Bosnien blev indledt med en forberedende rekognoscering for cheferne medio december 1995, mens deployeringen af de danske enheder startede den 2. januar 1996 med DANBAT 0/IFOR og Brigadestabskompagniet. DANBAT 0 blev afløst af DANBAT 1  med udgangen af januar 1996.

Den danske overgang fra deltagelse i FN-operationerne i Kroatien og Bosnien til NATO operationen i Bosnien var en kraftpræstation, der i perioden november 1995 – februar 1996 involverede mere end 2.000 soldater direkte. Det var en operation, der aftvang respekt hos alle involverede og ikke mindst hos de stridende parter i Bosnien. Skiftet fra FN-styrker med et svagt mandat til NATO-styrker med et stærkt mandat var meget overbevisende. Den fred og sikkerhed, som FN´s indsats i Bosnien-Herzegovina gennem godt 3 år ikke kunne frembringe, blev skabt af NATO-styrkerne stort set ”over night”.

Efterkrigstid

I begyndelsen af 1996 ser vi et Balkan med relativt ro. Kroatien skaffede sig fred ved at fordrive serberne i Krajina, og NATO skaffede fredelige tilstande i Bosnien-Herzegovina, og UNPREDEP virkede stabiliserende i Makedonien. Behovet for international støtte til opretholdelse af fredelige tilstande i regionen dukkede imidlertid op igen et helt nyt sted. I Europas fattigste land Albanien blussede urolighederne op. Befolkningen var så utilfreds med regeringens manglende evner til at skaffe rimelige levevilkår og demokratiske tilstande, at situationen i 1997 truede med at udvikle sig til borgerkrig. Den albanske regering bad FN´s Sikkerhedsråd om hjælp, hvilket bevirkede, at Albanien med danske soldaters hjælp undgik at tilføje endnu et sørgeligt kapitel til historien om det borgerkrigshærgede Balkan. Den 2. maj 1997 vedtog folketinget et forslag om dansk deltagelse i en OSCE-operation kaldet ”ALBA”. De danske soldater skulle indgå i en multinational sikringsstyrke kaldet AFMP (Albanian Force Multinationale Protectione) under italiensk ledelse. De 59 danske soldater rejste allerede den 3. maj til Dürres i Albanien, hvor de indgik i en fransk bataljon.. Omkring 6.500 soldater fra henholdsvis Italien, Frankrig, Grækenland, Rumænien,Spanien, Tyrkiet, Østrig og Danmark indgik i styrken, der forhindrede, at krisen udviklede sig til en borgerkrig.

Med denne indsættelse har Danmark nu indsat enheder i fredsstøttende operationer på Balkan i rammerne af tre store internationale organisationer FN, NATO og OSCE, ligesom der er indsat danske observatører i rammerne af EU (ECMM).

Balkan er historisk set en krudttønde, hvilket atter blev bevist, da Kosovo eksploderede.
Da Jugoslavien begyndte at gå i oplysning i 1991, boede der ca. to mio. albanere og ca. 300.000 serbere i Kosovo. Derudover var der mindre grupper af sigøjnere, bosniske muslimer, tyrkere og kroater.

Serberne var bange for, at kosovo-albanerne ville løsrive Kosovo fra Restjugoslavien og muligvis på længere sigt bringe det sammen med Albanien. Derfor for serberne ualmindeligt hårdt frem og gennemførte i praksis et apartheid-system, hvor alle ledende poster blev beklædt med serbere. I 1991 svarede albanerne igen ved at udråbe Kosovo til en selvstændig republik med deres egen præsident. Spændingerne mellem serberne og albanerne skærpedes, og i 1997 revnede ballonen. Unge kosovo-albanske oprørere sluttede sig til Den Albanske Befrielsesfront (UCK). Situationen i Kosovo udviklede sig dramatisk, da den kosovo-albanske afdeling af UCK foretog angreb på jugoslaviske sikkerhedsstyrker. De snigmyrdede desuden serbiske administratorer og kosovo-albanske samarbejdspartnere, som blev kaldt ”forrædere”. UCK kæmpede for uafhængighed, men mødte voldsom modstand, da den serbiske forbundshær greb ind med betydelige styrker for at genvinde kontrollen med området. Store dele af Kosovos albanske civilbefolkning blev drevet på flugt, og en tilbagevenden blev forhindret gennem serbernes terror og ødelæggelse af kosovo-albanernes ejendele og huse. I september 1998 var 300.000 kosovo-albanere på flugt, FN´s Sikkerhedsråd forsøgte at gå i dialog med styret i Beograd og få det til at ophøre med kamphandlingerne. FN´s Sikkerhedsråd kunne imidlertid ikke få den serbiske regering og præsident Slobodan Milosevic til at efterleve kravene. Både Rusland og Kina nedlagde veto mod at gribe ind med magt, fordi man ikke ville blande sig i Restjugoslaviens ”indre anliggender”. Dette kunne NATO imidlertid ikke acceptere og opbyggede derfor i januar måned 1999 en flystyrke i området for at demonstrere sin beslutsomhed. Det sikrede i første omgang våbenhvile og en aftale om, at ubevæbnede observatører fra OSCE kunne få lov at overvåge, at de mange flygtninge kunne vende hjem. Desuden placerede NATO en mindre militær styrke i Makedonien. Kort tid efter blev der også placeret en styrke i Albanien, kaldet AFOR, for at tage sig af alle flygtningene. Foranstaltningerne hjalp imidlertid ikke. Den Jugoslaviske forbundshær fortsatte med overgrebene mod civilbefolkningen, og flygtningetallet nåede efterhånden op på 800.000. Da alle diplomatiske muligheder efterhånden var afprøvet, gjorde NATO nu alvor af truslerne om at bombe Serbien. Den 24. marts 1999 begyndte NATO luftoffensiven, der varede i 78 døgn, inden Slobodan Milosevic overgav sig og indledte forhandlinger. Den 3. juni 1999 accepterede Slobodan Milosevic og det serbiske parlament endelig det ni-punkts-program for en løsning på Kosovo-krisen, som NATO, Rusland og de internationale mæglere havde udarbejdet. NATO indstillede sin bombekampagne, og der blev indsat en international styrke kaldet KFOR i Kosovo. I en overgangsperiode, som ikke er afsluttet i skrivende stund, skulle FN´s Sikkerhedsråd desuden have ansvaret for at opbygge en ny administartion i Kosovo. Den blev kaldt United Nations Interim Administration Mission in Kosovo (UNMIK).
Danmark stillede styrker til rådighed under hele konflikten.

Det første problem var at få taget hånd om de store flygtningestrømme fra Kosovo til de omliggende lande. Den 13. april 1999 vedtog folketinget, at danske militære styrker skulle stilles til rådighed for AFOR i Albanien. Styrken skulle primært have til opgave at sikre en hurtig og tryg levering af humanitær hjælp til flygtningene fra Kosovo. Den første danske enhed var en let opklaringseskadron fra Bornholm på 70 mand. Den fik betegnelsen DANCON/AFOR og var under NATO kommando. Ud over støtte til etablering af flygtningelejre skulle danskerne eskortere nødhjælp og senere kosovo-albanske flygtninge hjem til Kosovo. Efter succesfuld løsning af opgaven blev styrken hjemtaget i august 1999.

Allerede i oktober 1998 havde folketinget vedtaget, at Danmark kunne stille fire F-16 fly til rådighed ved en mulig luftkampagne mod Restjugoslavien. Da missionen så skulle gennemføres, gav Danmark den 21. april 1999 yderligere tilsagn om fire F-16 fly samt et i reserve. I alt ni F-16 fly kom i aktion fra Grazzanise-flybasen i Italien. NATO´s flyoperation fik navnet ”Allied Force”. Da bombekampagnen var afsluttet, måtte NATO i gang med en større ammunitionsrydning, som havde deltagelse af danske Minerydningsskibe i det, NATO betegnede som ”Operation Allied Harvest”.

Det danske forsvars helt store udfordring kom imidlertid, da regering og folketing besluttede at stille en dansk panserinfanteribataljon til rådighed for KFOR. KFORs samlede styrke var på 50.000 mand, og Kosovo blev delt op i fem sektorer under ledelse af henholdsvis Storbritannien, USA, Frankrig, Tyskland og Italien. Det danske bidrag var på ca. 875 mand, sammensat af enheder fra Den Danske Internationale Brigade. De blev udstationeret i den franske sektor, beliggende i den nordlige del af Kosovo, under navnet DANCON/KFOR.

Jeg var i 1999 chef for Danske Livregiment, der i forvejen var ansvarlig for den logistiske støtte til alle udsendte danske enheder. Vi havde i juni 1999 ansvaret for støtte til ca. 1.300 mand fordelt på SFOR i Bosnien, AFOR i Albanien og en lang række mindre observatør missioner.

Den 6. juni 1999 bestemte regeringen, at det danske KFOR bidrag skulle opstilles ved at aktivere dele af Den Danske Internationale Brigade. Bidraget skulle udgøre en Panserinfanteribataljon med tilhørende logistiske støtteelementer. Det blev ligeledes besluttet, at det var 1. Bataljon/Danske Livregiment, der skulle aktiveres og udsendes. Det faldt således i Danske Livregiments lod dels at opstille den enhed, der skulle udsendes, dels at opbygge hele det logistiske støtteapparat, der skulle til for at udsende og forsyne en krigsstærk enhed langt fra Danmark, samt i koordination med Hærens Operative Kommando at gennemføre deployeringen af bataljonen til Kosovo. Det var en meget interessant opgave, som blandt andet indebar den første mobilisering af danske soldater siden opstillingen af sikringsstyrken under 1. Verdenskrig. Ved hærens forenede kræfter lykkedes det at klargøre DANCON/KFOR inden for de givne tidsrammer og deployere den til Kosovo, hvor den var operationsklar i begyndelsen af august. Jeg var selv med forkommandoet, da det ankom til indsatsområdet ved byen Mitrovica. Ved ankomsten konstaterede vi, at der manglede en tolk, som kunne bruges under forhandlingerne med den serbiske befolkningsdel. Hvad gør man så? I min tid som Sector Commander i UNPROFOR havde jeg en meget dygtig serbisk tolk, som nu boede i Beograd. Selv i en krigssituation, hvor NATO havde bombet Beograd, hvor NATO havde erobret og besat Kosovo, og hvor der formelt var krigstilstand mellem NATO og Serbien, kunne jeg med min mobiltelefon ringe fra Mitrovica til tolken i Beograd og tilbyde jobbet som tolk ved DANBAT. Svaret var ja, og tolken tog den ordinære rutebil fra Beograd til DANBAT´s ansvarsområde og virkede som tolk i et par måneder.

Den danske indsats i et område, hvor alle lokale myndigheder var forsvundet, inkl. politi og retsvæsen, medførte nye opgaver. DANBAT skulle nu også deltage i opretholdelse af lov og orden samt sørge for at lokale demonstrationstog ikke udartede til nye blodige konflikter. Siden Gardehusarer huggede ind på en demonstration i Fælledparken sidst i 1800-tallet, har der været forbud mod at lade soldater deltage i aktioner vendt mod civilbefolkningen. Det er politiets opgave. Opgaverne i Kosovo medførte imidlertid et behov for at uddanne militære enheder i ”riot control” og give dem tilladelse til at anvende politiknipler og tåregas i deres opgaveløsning. Folketinget ændrede i efteråret 1999 den danske lovgivning, så soldaterne fik de nødvendige tilladelser.

Det lykkedes for Danske Livregiment at løse opgaverne i relation til klargøring og udsendelse af DANBAT/KFOR, men hele processen viste, at den eksisterende struktur var for svag og ikke robust nok til at støtte en egentlig krigsindsats i så fjern en lokalitet som Kosovo. Dette førte til en ny ændring af hærens struktur. Det Danske Internationale Logistik Center blev etableret i 2001 med en organisation og struktur, der er solid nok til at løfte fremtidens krav til logistisk støtte.

Den danske indsats på Balkan har også klart vist, at en indsats af militære enheder ikke er tilstrækkeligt til at stabilisere et konfliktområde og bringe de lokale samfund til at fungere igen til gavn og glæde for den lokale befolkning.
I alle missionerne på Balkan er der ydet en stor og uvurderlig indsat af ubevæbnede observatører fra mange forskellige organisationer. Danmark har deltaget i FN-observatørmissionerne med UN Military Observers, med observatører i rammerne af OSCE og sidst men ikke mindst i rammerne af EU (ECMM). Observatørerne yder en uvurderlig indsat ved at dokumentere hændelser og skabe et rimeligt sandt billede af, hvad der egentlig foregår i missionsområderne. De militære enheder bor i lejre, mens observatørerne bor ude blandt befolkningerne og derfor har et godt billede af, hvad der rører sig.
Det danske politi har gennem hele indsatsen på Balkan leveret et uvurderligt bidrag til fredeliggørelsen af området. Politiet arbejder i rammerne af UNCIVPOL og har primært til opgave at uddanne og kontrollere det lokale politi, således at man kan sikre sig, at befolkningen behandles fair, samt at forbrydelser efterforskes, og at forbryderne bringes for retten. I Kosovo er opgaven udvidet til også at omfatte egentligt politiarbejde, idet det lokale politi først skal bygges op. Dansk politi er respekteret overalt for deres effektivitet og ubestikkelighed, og mange missioner har haft danske chefer.

Borgerkrigen på Balkan har i lange perioder efterladt befolkningerne uden de mest nødvendig forsyninger til opretholdelsen af livet. Beredskabskorpset har helt fra konfliktens start stillet med materiel og personel til transport af humanitær hjælp overalt på Balkan. Der står stor respekt om den indsats, Beredskabskorpset personel har ydet ofte under helt fortvivlende forhold.

Indsatsen på Balkan har også lært os, at en vigtig forudsætning for at skabe fredelige tilstande i et område er, at befolkningens daglige behov for mad, vand, sanitet, el og varme kan dækkes. Da den danske indsat på Balkan startede i april 1992, var der meget lidt fokus på dette område, som man betragtede som værende en opgave for diverse humanitære organisationer. Efterhånden som missionerne blev hårdere og farligere, har behovet for en solid militær indsat til støtte for lokalbefolkningen været voksende. Danske enheder indsat i alle missionsområder har nu en veludbygget CIMIC funktion (Civilian Military Cooperation). De militære CIMIC folk samarbejder med lokalbefolkningen om projekter, som for eksempel kan forbedre vandforsyningen, få elforsyningen til at virke, få en skole eller et hospital til at fungere igen. CIMIC-indsatsen koordineres snævert med Udenrigsministeriet (DANIDA), således at den bidrager effektivt til den samlede danske indsats.

Den samlede danske indsats på Balkan løber op i ca. 27.500 personer. Den danske indsats har indtil nu været spredt på omkring 25 større eller mindre missioner.

Den danske indsats har omfattet ca. 26.000 militærfolk, 800 politifolk, 320 EF-/EU-observatører, 130 FN-Observatører (UNMO), 44 OSCE-observatører i Kosovo og ca. 200 fra Beredskabskorpset. Syv danskere er blevet dræbt på deres missioner på Balkan. Fire af dem var fra forsvaret, to fra beredskabskorpset, og en var observatør.

I skrivende stund er der stadig godt 300 danske soldater i Kosovo. De danske enheder indgår fortsat i KFOR. Ud over de danske soldaterne i Kosovo, er det danske politi fortsat engageret i UNCIVPOL i Kosovo i rammerne af UNMIK og i EU´s politimission i Bosnien-Herzegovina, ligesom det danske udenrigsministerium fortsat er tæt engageret i en række genopbygningsopgaver i hele det tidligere Jugoslavien og i Albanien.

Den danske indsats på Balkan begyndte som en traditionel fredsbevarende FN-indsat med letbevæbnede styrker. Trods en løbende skærpelse af FN-mandatet medførte udviklingen, at FN-indsatsen ikke var tilstrækkelig, hvorefter missionen fortsatte som en NATO-fredsstøttende mission med et solidt mandat samt afslutningsvis en regulær fredsskabende mission med angrebsvis indsættelse af danske enheder i en operativ NATO-ramme. Den samlede indsats har medført meget store ændringer i det danske forsvars dagligdag, uddannelse og udrustning og har forvandlet det danske forsvar fra et fredstidsuddannelsessystem til et veludrustet og indsatshærdet ekspeditionskorps.

Den samlede danske indsats har bidraget til at fredeliggøre Balkan. Befolkningernes livsvilkår er nu rimelige. De politiske processer i alle landene er ved at lede frem til etablering af demokratiske regimer, som overholder menneskerettighederne. Der er stadig et stykke vej, inden hele Balkan er blevet et roligt og sikkert sted, men vi kan konstatere, at den danske indsats har været berettiget og ikke forgæves.

Kilder:
1.   Egne oplevelser.
2.  ”12 år på Balkan” af Mette Juul og Sune Wadskjær Nielsen, FOV 2004. ISBN: 87-91322-05-7.